"Skal det lys absolut brænde?"

Det er mig der stiller spørgsmålet til min kloge kone, som godt kan li' at man kan se, hvor man opholder sig. Og som godt kan li' at have køkkenets to store 70 watts spotlamper tændt stort set dagen lang i denne mørke vintertid.

"Hold nu op," svarer hun en anelse træt og irriteret - mest det sidste. Det skal siges, at det langt fra er hende der er husets værste strømforbruger. Lemmedaskeren, som har fået klippet det lange hår ned til en centimeters længde - forandring fryder - er storforbruger af strøm. I hans del af huset brænder lyset konstant akkompagneret af et par tændte computere, et tændt musikanlæg og et par åbne vinduer, hvis der er for varmt. En uges tid stod køleskabsdøren i hans lille lejlighed på klem uden at han opdagede det, mens strømmåleren var ved at løbe løbsk.

"Tænker du slet ikke på klimaet - og forureningen?" kan jeg ikke lade være at spørge.

Men den smule strøm han bruger spiller altså ingen rolle for den globale opvarmning, meddeler han.

"Det er da meget værre med alle de kilometer, du kører i bilen," forsvarer han sig.

Jeg undlader klogt at gå ind på en diskussion af de kilometer, han selv kører i bilen. Den slags diskussioner har en tendens til meget hurtigt at komme til at dreje sig om økonomi, og det har jeg ikke kræfter til lige nu.

"Om ikke andet lærer de det, når de flytter hjemmefra og selv skal betale," siger jeg en smule opgivende til min kloge kone, da jeg kommer ind igen efter at have leveret et passende antal formaninger til den kommende generation.

Selv synes jeg kun, at jeg har et svagt punkt, når det gælder energiforbrug: Mine lange bade.

"Det er jo ikke til at se noget herude på grund af al den damp," siger den kloge indigneret, når hun stikker næsen ind i badeværelset, fordi hun har savnet min hjælp et eller andet sted.

Men hidtil har vi varmet vandet op med brænde, og selv vores nye jordvarme kan vel ikke siges at være storleverandør af drivhusgasser, forsvarer jeg mig i mit stille sind.

"Men det er jo også vandforbruget. Det er noget fråds," fortsætter hun energisk. Og så er det altså, at jeg begynder at snakke om hendes tændte lys, mens jeg lyserød træder ud af det nu slukkede brusebad.

Hvad tændt lys angår, har hun nu sin klare overmand i vores kønne datter. Vi mærkede en åbenlys reduktion i strømforbruget, da hun flyttede hjemmefra.

"Jeg ringer lige til kraftværket og siger, de skal fyre lidt op under kedlerne, når du er alene hjemme," kunne jeg finde på sarkastisk at bemærke, før vi efterlod hende i et hus, hvor kun de to fede kastrerede hankatte og hamsteren gjorde hende selskab.

Hun grinede bare og svarede roligt: "Ja, ja, far. Kør I nu bare."

Når vi senere på aften vendte hjem, stod huset som et lysende fyrtårn på en klint ud mod Nordsøen - bortset fra, at det lyste konstant. Og hvis vi bebrejdede hende de mange tændte lamper, fortalte hun næsten med tårer i øjnene, at hun ikke kunne li' at være alene i et mørkt hus.

Igen kunne vi bare sukke, se opgivende ud og sige til hinanden: "Hun lærer det, når hun flytter hjemmefra."

"Far," sagde hun, da jeg overnattede hos hende forleden.

"Det er altså ikke for at kritisere dig. Men kunne du ikke godt slukke lyset på badeværelset, når du er færdig?"

Flov mumler jeg, at det skal jeg nok.

"Men jeg frøs sådan, og der er kun varmt ude på badeværelset," kan jeg ikke lade være at tilføje.

"Ja, men vi har opdaget, at man slet ikke fryser, når bare man tager en trøje på," lyder hendes rappe svar.

Jeg kaster et blik på termometret.

Det viser 17 grader!