En akkumuleringstank er en vandtank, som indsættes som et ekstra kredsløb imellem brændekedel og radiatorsystem.
Et varmeforsyningsanlæg bør løbende kunne forsyne huset med varme i den takt, der er behov for det. Gasfyr, oliefyr, stokerfyr og varmepumper sørger selv for løbende at producere og levere varmen efter husets behov.
En brændekedel skal fyres med håndkraft. Hvis brændekedlen skal levere varmen jævnt, skal man fylde brænde på hyppigt og i små portioner. I praksis kan dette ikke lade sig gøre. I stedet for bliver kedlens brændkammer i reglen helt fyldt op med brænde. Varmeproduktionen bliver så reguleret af vandtemperaturen i kedlen, hvor temperaturen enten styrer et trækspjæld, eller styrer en elektrisk blæser. Når der ikke er behov for varmeproduktion, lukkes der for luften. Træ, som er varmt og som kun får den mængde luft, som kedlens utætheder tilsiger, producerer en masse tjæregas (røggas). Tjæregas er uforbrændte gasser. Når disse gasser afkøles, for eksempel i kedlens røgtræk eller i skorstenen, kondenserer gassen til tjære og vand. Blandingen kaldes løbesod. Den ødelægger skorsten og forårsager skorstensbrande!
Akkumuleringstank
Problemet løses først og fremmest med en akkumuleringstank, som kun kan være for lille, men sjælden for stor. En akkumuleringstank er en vandtank, som indsættes som et ekstra kredsløb imellem brændekedel og radiatorsystem.
Akkumuleringstankens størrelse skal afpasses efter to ting:
a) dels den mængde energi, der er i den mængde træ, som kedlens brandkammer kan rumme
b) dels husets varmeforbrug på årets koldeste dag.
Højere nyttevirkning
Akkumuleringstanken bevirker at brændekedlen altid kan komme af med den varme, som den producerer. Derved vil den sjældent eller aldrig have behov for at holde pause med uforbrændt materiale i brændkammeret. Dette vil give en lidt højere nyttevirkning og fjerne problemet med løbesod.
Akkumuleringstanken sørger også for at fyringsanlægget løbende forsyner huset med varme.
Jo større tank man har, desto længere varer det før man har behov at fyre igen.
Tankens størrelse
For at beregne den nødvendige størrelse på akkumuleringstanken, må man kende husets varmeforbrug pr døgn, på årets koldeste dag.
Hvis kedlens brændkammer kan rumme en energimængde på 120 kW og man vælger at fyre to gange pr dag, vil en akkumuleringstank på 1.000 liter være for lille. Den bør være på 12 - 1.300 liter !
I praksis er der installeret mange brændekedler, hvor det efterfølgende viser sig at akkumuleringstanken er for lille, eller er tilsluttet forkert.