»Det må du selv om - det kommer bare til at gå ud over dine julegaver!«
Den økonomisk opfindsomme lemmedasker har netop fået sponsoreret et halvt års træning på fitness-centret, men kommer kort efter til at afsløre, at han skal betale månedsvis.
»Så vil jeg også kun betale en gang om måneden,« erklærer jeg.
»Nej, du kan da lige så godt betale det hele på en gang nu, det er da meget nemmere for dig. Så skal jeg nok betale de månedlige beløb,« forsøger han sig.
Det er da jeg siger nej til det opfindsomme forslag, at han ser sig nødsaget til at komme med truslen om mindre julegaver til mig. Juletraditionen tro er han i økonomiske vanskeligheder.
Det med julegaver har vi ellers indskrænket i vores familie. Hvilket oversat betyder, at de voksne kun får små gaver mens børnene stort set får det de ønsker sig. Set i det perspektiv kan jeg leve med hans trussel.
Men julegaverne er et problem.
»Der er da ikke noget ved at se, at to voksne børn pakker en masse gaver op mens de lidt mere voksne kikker på,« fastslår min kloge kone en aften, da vi sidder i bilen på vej hjem fra et eller andet og der er tid til eftertanke.
Det kan jeg godt se noget i. Selv elsker jeg at få gaver, og jeg har heller ikke svært ved at finde på ønsker - kan sådan set bare rive et par sider af et værktøjskatalog ud og strege det vigtigste under. Lidt værre er det at skulle købe gaver, og det er formentlig også det, der får min kones familie til at dødsdømme en idé om, at købe flere gaver stort set inden den bliver præsenteret.
I det hele taget er der problemer nok, der skal løses i forbindelse med julens traditioner. Hvor vi skal holde den for eksempel. Alle vil helst holde den hjemme, men det er der selvfølgelig ingen der siger højt, og det er der da heller ingen grund til at dvæle ved i år, hvor vi har vundet den del af konkurrencen-
Størrelsen på juletræet er en anden af de ting, der traditionen tro skal forhandles. Her er de sædvanlige alliancer brudt lidt op: Knægten og jeg vil altid helst have et træ, der går helt op i kippen og som kræver stige, når stjernen skal monteres. Min kloge kone siger altid bekymret, at så er der ikke plads uden om og ifølge traditionen ender det sådan, at ingen af de meterhøje træer knægten og jeg kan finde, har en form, der kan tilfredsstille fruen.
Så er der maden. Min svigermor, der er over 80, laver altid både flæskesteg og and, for der er altid nogle, der ikke kan lide det ene. En tradition, som vi nok er nødt til at leve op til, selvom det kan virke voldsomt i vores alder.
Julemaden er også voldsom på andre måder: En avis har traditionen tro gjort julesulet op, og jeg ser bekymret, at en god julemiddag kræver mindst ti timers motion, for at man kan slippe af med den overflødige energi. Jeg lægger hurtigt sammen: Et par julefrokoster, en julemiddag, en første, anden og tredje juledag - lagt sammen ender det med, at man skal motionere en hel arbejdsuge.
Nogle traditioner holder vi sikkert også fast ved i år: At skrive julekortene dagen efter at de skulle være sendt for eksempel. At lade juletræskæden hænge ude i kristtjørnen til langt hen i februar. At lave nisselandskab.
Nåeh nej, det var da børnene var små, vi gjorde det, kommer jeg vemodigt i tanker om.
Lige indtil vores kønne datter ringer fra sit eksil i storbyen. Hun har taget sig tid til det midt i en hektisk tid med eksamenslæsning.
»Jeg ringer bare fordi vi laver nisselandskab, men så tænkte jeg om vi skulle vente med at lave det færdigt, til du kommer på besøg. Det mente mormor måske kunne være en god idé,« fniser hun henrykt.