"Vi får for lidt sovs i denne her familie!"
Det er den lapsede teenager, der har taget ordet ved søndagsmiddagen. Menuen består af mørbradbøffer, salat, og kartofler der har været et smut på panden med et spændende krydderi.
"Det er alt for tørt. Der var en gang, hvor vi altid fik sovs," fortsætter han sin klagesang.
"Ja," lyder det resolut fra min kloge kone, "det var den gang vi var tykke."
"Jeg er ikke tyk - og jeg bliver det heller ikke," svarer han lige så rapt, og han har fuldstændig ret. Ingen mave, ingen deller, intet af alt det, som godt kan plage en forældregeneration, der ser sig selv i spejlet.
Fuldstændig urimeligt er det i øvrigt. Han kan bælle en halvanden liters cola i løbet af en tv-serie, han holder sig ikke tilbage, hvis der er chips på bordet - helst med dip lavet af creme fraiche - og så kan han altså spise uanede mængder af sovs.
"Vi skulle spise ligesom oppe ved mormor," bekendtgør han med jævne mellemrum.
"Der får man rigtig sovs!"
I virkeligheden adskiller han sig ikke så meget fra resten af familien. Det er bare niveauet af hellighed, der skiller de enkelte familiemedlemmer.
For eksempel er jeg for mere end et år siden fuldstændigt holdt op med at spise smør på brødet.
"Nå, er det nu også blevet en forbrydelse," siger min kloge kone med en smule forargelse i stemmen.
Minuttet efter opfordrer hun mig til at tage ekstra af salatskålen.
Nej, det er ikke alt i vores familie, der er lige velovervejet.
"Kan vi ikke holde op med at købe minimælk. Jeg gider ikke alt det sundhedspjat," fortsætter knægten diskussionen næste formiddag.
"Jeg vil meget hellere have skummetmælk, som de får hos min fætter!"
Jeg prøver med nogle argumenter om, at skummetmælk er endnu sundere.
"Hmm! Men kan vi ikke holde op med hele tiden at spise sundt," fortsætter han.
Næste dag tilbyder han selv at købe ind og kvitterer med at meddele, at han så vil vende tilbage med færdigkøbt sovs.
"Whiskysovs, far!" understreger han for ligesom at få mig med på ideen.
Skal jeg være HELT ærlig er jeg nok ikke så svær at overtale, og han ved det godt.
En halv time senere vender han tilbage med en plade flødechokolade, to liter skummetmælk, to franskbrød og et flute.
"Stod der virkelig det på sedlen," lyder det undrende fra min kloge kone.
"Sedlen? Hvor lå den henne?" svarer han lige så forundret.
Ulykken er ikke så stor. Der er mørbradbøffer - og rødvin - tilbage fra søndagsmenuen.
Især det sidste ser jeg frem til. Skal jeg selv sige det, har jeg gjort lidt af et kup, da jeg handlede ind fredag aften - hvor der for resten heller ikke stod rødvin på indkøbssedlen.
Men gode tilbud skal man ikke lade gå sin næse forbi, og for en gangs skyld får vi fyldt vinreolen helt op.
Da jeg skåler med min kloge kone kigger knægten skeptisk på os:
"Sig mig, skulle det der virkelig være sundt?" spørger han så efter en lille pause.