Log på Forside
 
Brænde skal saves og kløves inden påske
Foto: Jens Tønnesen.
Sank brænde i skoven og få - udover en økonomisk besparelse - også forbrændt kalorier af. At skære og kløve brænde er mindst lige så effektivt som at løfte vægte, rydde op, fjerne ukrudt eller spille golf, vurderer Skov-og Naturstyrlesen.

Skal der være tørt brænde til brændeovnen næste vinter, er det tid til at handle nu. Sådan lyder opfordringen fra Skov- og Naturstyrelsen til de mange, der nyder at tænde op i brændeovnen og mærke varmen og hyggen brede sig.

»For at være sikker på at have alt det tørre brænde, man skal bruge næste vinter, er det klogt at købe eller samle brænde ind nu. Vi plejer at sige, at brændet helst skal saves og kløves inden påske og tørres et tørt og luftigt sted hen over sommeren, hvis det skal være klar til næste fyringssæson,« fortæller skovfoged Jan Erik Løvgren fra Skov- og Naturstyrelsen i Nordsjælland i Skov-og Naturstyrelsens nyhedsbrev.

Hvis man følger nogle ganske enkle råd, er fyring med brænde mere skånsom for miljøet end opvarmning med for eksempel olie og naturgas. Et af de vigtigste råd går ud på altid at bruge tørt træ, når man fyrer i sin brændeovn.

Men brugt forkert kan en brændeovn forurene luften ganske forfærdeligt. Forureningen kan dog undgås, hvis man følger disse enkle råd: Brug rent og tørt træ, sørg for rigelig luft, fyr lidt ad gangen og gå udenfor og tjek - røgen bør være næsten usynlig. Dermed mindskes risikoen for, at der spredes generende og sundhedsskadelig røg i hele nabolaget.

Køb færdigt eller sank selv

Den letteste måde at sikre tørt brænde til næste efterår er selvfølgelig at gå på internettet og finde en brændehandler og få bragt paller med opskåret, kløvet og næsten helt tørt brænde lige til døren. Men en billigere måde er at samle brændet selv.

Hos Skov- og Naturstyrelsen kan man købe sankekort, som giver lov til at samle eller lave brænde i et bestemt område af skoven.

»Mange vælger dog den lidt dyrere løsning at købe en brændestabel, vi har lagt ved skovvejen. Det er som regel så lange stykker, at man selv skal skære det til i passende længde og kløve det,« forklarer Jan Erik Løvgren. Og har man plads til at tørre sit brænde i to år, er der en besparelse på yderligere fem-ti pct. at hente.

Ud over en økonomisk besparelse opnår man at forbrænde flere kalorier ved at skære og kløve brænde, end man for eksempel gør ved at løfte vægte, rydde op, fjerne ukrudt eller spille golf.

Det anslås, at der er opstillet mere end 500.000 brændeovne i Danmark.

www.skovognatur.dk

www.fyrfornuftigt.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: