Fra bryggersøl til
mikrobryggerier
Historiens Hus i Ringsted har åbnet en ny udstilling der fortæller historien om hjemmebrygningen på gårdene over den industrialiserede øl til vore dages mikrobryggerier.

Foto: Colourbox
Der findes i dag utrolig mange slags øl fra mindre bryggerier.
For nogle år siden var udvalget af øl i danske butikker forholdsvis enkelt. Der var få standardtyper fra Carlsberg, Tuborg og måske et par lokale bryghuse at vælge imellem. Men nu kræver det gode øjne og god tid at læse sig igennem bagsideetiketterne på alle de danske og udenlandske øl der står skulder ved skulder på hylderne. Er denne øl god til steg, er denne til chokolade efter maden? Udbuddet af øl er eksploderet de seneste år. Historiens Hus i Ringsted giver med en ny udstilling et bud på, hvordan denne udvikling har fundet sted.
Hjemmebrygning var udbredt til langt op i 1800-tallet. Den var nødvendig, for vandet var urent og mælken skulle bruges til smør og ost. Da de industrielle bryggerier skød frem i byerne, gik man over til at købe øl på flaske, og bryggerset kunne anvendes til noget andet end ølbrygning.
Næsten hver by fik sit bryggeri, således også i Ringsted, hvor Bryggeriet Ringsted åbnede i 1859. 40 år senere fusionerede det med Tvindelstrup Bryggeri til Alliance A/S. Alliance klarede sig igennem diverse kriser, også den store arbejdsløshedskrise i 1930'erne. Thor Bryggeriet i Randers købte det i 1967 og tappede Thor Bryg på stedet frem til 1982, hvor den sidste øl forlod bryggeriet.
De danske bryggeriers historier har mange fælles træk med andre brancher i nyere tid: Fusioner og opkøb har formindsket antallet.
Hvor der før var et bryggeri i hver større by, er der i dag under 10 tilbage i hele landet. Til gengæld er mikrobryggerierne skudt frem, antallet svinger efter måden at optælle på, der er mindst 70 i hele landet foruden de mange bryghuse knyttet til et spise- og/eller udskænkningssted.
Historien om øllet fortælles i Ringsted med Alliance A/S som eksempel på det industrialiserede bryggeri, og Dagmar Bryggeriet, et mikrobryggeri der har specialiseret sig i at brygge forskellige typer af ales.
Udstillingen kan ses i museets åbningstid: Tirsdag, onsdag og torsdag samt søndag kl. 11 - 16.
Foga
www.historienshus.dk
Tidligere bryggede man sit eget øl på stort set alle gårde.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: