
Foto:Henrik Kastenskov/POLFOTO
Kåre Christiansen med den håndbyggede Jensen bil, som før 1990 har kørt rundt i Los Angeles og omegn.
"Herinde står klenodiet. En håndbygget engelsk Jensen-bil, som har kørt rundt i Los Angeles. Måske med en skuespiller bag rattet. Da den var ny, var den i klasse med en Aston Martin, som James Bond kører i."
Kåre Christiansen lader hånden glide kærtegnende hen over Jensens kølerhjelm. Under den ligger en 7,2 liters motor. V8 cylinder. 370 hestekræfter.
"Det er den mest sjældne bil, jeg har haft. Der er kun bygget 6.000 af den slags, og der er nok kun et par tusinde tilbage i hele verden," fortæller han.
Siden 1970'erne har Kåre Christiansen haft istandsættelse af gamle sportsvogne som sin hobby. I den tidligere hestestald på Smidstrupgård har han adskillige modeller. En af dem en Alfa Romeo, der står tæt på køreklar. Men den når ikke op på siden af Jensen, som i et par år har haft sin plads inde i selve værkstedet.
Hvornår Jensen kan få lov at sluge benzin igen står hen i det uvisse. Den venter på at blive 35.
"Først når den er så gammel, kan det svare sig at sætte den i stand og gøre den køreklar, for så falder afgiften til en fjerdedel," forklarer Kåre Christiansen.
Bilen blev taget hjem fra USA til Danmark i 1990. Den er bygget i England på Jensen-fabrikken, der krakkede i 1975. Fabrikken blev grundlagt af to danske brødre, hvis forældre emigrerede til England i 1930'erne.
Så sådan en Jensen-bil hører naturligt hjemme i Danmark.
Alle de andre biler, Kåre Christiansen har sat i stand, rummer hver deres historie. Men Jensen overskygger dem alle.
Jensen biler er bygget i England på en fabrik grundlagt af to danske brødre, hvis forældre udvandrede i 1930rne. Fabrikken krakkede i 1975.
Kåre Christiansen har siden 1970erne haft det som sin hobby at sætte gamle sportsvogne i stand. Til venstre en Alfa Romeo.