
Foto: Elsparefonden
El elspareskinne med USB-stik kan bruge til at holde computerens standby-strømtyveri nede.
I ethvert hjem findes der adskillige af den slags apparater. Eksempelvis tv, video, cd, DVD, computer, visse typer lamper, diverse opladere med videre.
Skjulte strømtyve
Apparater der kan tændes og slukkes med en fjernbetjening har et standbyforbrug. Det giver sig typisk til kende ved en lille, lysende diode. Apparatet viser, at det er klar til at blive tændt med fjernbetjeningen. Standbyforbruget kan undgås ved at slukke for apparatet på on/off-knappen, men strømtyveriet kan kun undgås ved helt at slukke for stikkontakten eller ved at hive stikket ud.
Apparaters standbyfunktion er med andre ord en skjult strømtyv.
Årsagen til strømtyveriet er apparatets transformer. Transformeren sørger for, at spændingen bliver reduceret til et niveau, som elektronikken i apparatet kan tåle. Netspændingens 240 V bliver lavet om til eksempelvis 12 V.
En transformer har to sider (to viklinger), den ene er koblet til nettet via stikkontakten, den anden - lavspændingssiden - er koblet til elektronikken. Når apparatet afbrydes på on/off-knappen, er det lavspændingssiden der slukkes for. Transformerens netspændingsside er derimod fortsat koblet til netspændingen.
Vekselspændingen i vores kontakter skifter retning 100 gange i sekundet. Og så længe transformeren er koblet til nettet, genereres der et magnetfelt i transformerens jernkerne. Feltet skifter retning i takt med vekselspændingen. Feltændringerne er energikrævende, og energien omsættes til varme. Denne varme er lettest at konstatere ved løse apparattransformere, altså hvor transformeren ikke er integreret i apparatet, eksempelvis bærbare computere.
Selv når stikket til transformeren er hevet ud af computeren, er transformeren hele tiden en lille smule varm. Tidligere var det let at mærke, i dag skal man mærke godt efter. Men det er der - varmetabet. I alle andre apparater, hvor transformeren sidder inde i apparatet, er strømtyveriet helt usynligt.
10 procent standby
Energistyrelsen vurderer, at en mia. kWh eller omkring 10 pct. af husholdningernes elforbrug går til standbyforbrug. Heraf anvendes 10-20 pct., svarende til 100-200 GWh (GWh = 1.000.000 kWh), i off-mode, dvs. til strømtyve.
Strømtyve koster en dansk husstand 300-700 kr. om året. På verdensplan snupper strømtyve tre til ti procent af elforbruget, og de er skyld i en pct. af verdens CO2-udslip.
Det er nemt og bekvemt at have apparaterne i standby, men det koster energi. Derfor har Elsparefonden og elselskaberne i kampagner og på hjemmesider opfordret til, at man vælger apparater med et lavt standbyforbrug. I dag har mange nye apparater et standbyforbrug på omkring 1 W.
To slags skinner
Standbyforbrug og strømtyveri er energispild, som helt kan udgås ved at anvende den såkaldte elspareskinne.
En elspareskinne er en forlængerledning med en stikdåse med plads til op til fem stik. Når der slukkes for ét apparat, bliver de andre apparater der er tilsluttet elspareskinnen også slukket.
Denne mekanisme kan være indrettet på to måder: Med og uden USB-stik.
Elspareskinner med USB-stik er til computere og computerudstyr. Computerens USB-stik er forbundet til elspareskinnen, og når der slukkes for computeren på on/off-knappen, afbrydes strømmen til de øvrige stik i skinnen, som typisk forsyner skærm, modem, printer mv. Altså alt det udstyr der kun er behov for, når computeren benyttes.
Elspareskinner uden USB fungerer ved, at et af stikkene i stikdåsen er et hovedstik som styrer, hvornår de andre stik tændes og slukkes. En sådan elspareskinne er eksempelvis velegnet til "udstyrspakken" TV, DVD, video, surroundsound med videre. Når tv'et slukkes, slukkes de andre enheder også. Nemt og bekvemt.
For begge typer af elspareskinner gælder der, at dét apparat, der styrer elforsyningen til de andre elspareskinne-tilsluttede apparater, fortsat vil stå med spænding på netsiden af apparattransformeren. Det vil sige, at det pågældende apparat fortsat vil have et standbyforbrug og være en strømtyv. Men de øvrige apparater er helt og aldeles slukkede og bruger ingen strøm overhovedet.
Kilder:
Strømtyv - Lidt teknik om Strømtyve. FaktaArk Elbesparelser. Udgivet af Energitjenesten.
Meddelelser fra Folketingets Energipolitiske Udvalg, 19. december 2005.
www.ens.dk
www.elsparefonden.dk