"Det kunne have været frostvejr. Eller snestorm!"
Min kloge kone ser alvorligt på mig. Baggrunden er for så vidt også alvorlig nok, men med den grønneste vinter i årtier har jeg svært ved at se problemet.
Det er i stalden, det er galt. Vi er knap kommet ind i januar, før det første af fårene læmmer. Et par dage senere kommer den næste, og den næste og ...
De får tvillinger alle sammen. Aldrig har vi haft et bedre år.
"Men hvis det havde været snestorm, var det gået helt galt," fortsætter hun med henvisning til den ikke helt tætte stald, jeg aldrig har fået bygget helt færdig.
Og det skal indrømmes, at det var hende, der for et par år siden fandt to døde lam, der var frosset ihjel en kold januar-nat.
"Det sidder i mig endnu," lyder hendes formaning endnu en gang.
Det var faktisk også min kloge kone, der i år fandt de to første særdeles livskraftige lam en morgen, hvor jeg var kørt helt usædvanligt tidligt hjemmefra. De spankulerede nok så kry rundt på engen upåvirket af fødselstidspunkt og vejrlig. Og jeg sørgede i den grad for at rose min kone, da jeg næste aften kom hjem, og hun havde fået samlet alle dyrene i stalden - som altså ikke er blevet helt færdig, selvom det er 13 år siden det første spadestik blev taget.
"Hvad er det da for en vædder, I har brugt?" spørger vores gode venner - nu forhenværende fåreavlere, der nyder at betragte vores bøvl fra sidelinjen.
Men lige præcis det spørgsmål kan godt være en anelse svært at besvare. Og endnu værre: Uanset hvad svaret er, kan vi ikke bruge ham igen. Vædderlammene - som teoretisk set kunne være fædre til de mange nye små - er for længst slagtet og den store vædder solgt for at fremme fertiliteten i en anden besætning.
Min kloge kone mener nu også, at det må være den yderst gode foderstand, fårene var i, da de blev ilæmmet, som er skyld i succesens omfang. Og formentlig har hun ret, hvis jeg nu skal erkende det i en sluttet kreds, men til hende siger jeg selvfølgelig, at der formentlig mest er tale om arvelighed, hvorefter jeg begynder på et langt foredrag om, hvor godt det er, at fårene læmmer tidligt, for så kan vi også slippe af med lammene tidligt, og så slipper vi for at fodre på dem på et tidspunkt på året, hvor græsset for længst er holdt op med at give tilvækst.
"Men hvad nu, hvis det havde været snestorm, da fårene læmmede?" fremturer hun.
Men den med snestormen tror jeg ikke for alvor på. Det er allerede længe siden, at vintergækker og erantis piblede op af jorden, de første kodrivere har lige sat blade, og når vi tager en tjørn ind, springer den ud, næsten inden vi får sat den i vand.
"Snestorm - nej, det tror jeg ikke på," understreger jeg dagen før vinterens hårdeste frostnat. Fem grader fryser det, og slangen ud til stalden fyldes med is. Et par dage må jeg slæbe vandet ud til de altid tørstige dyr, der også har den frækhed at skide i det vand, som jeg møjsommeligt har serveret for dem.
"Sådan er det, når man absolut skal have vinterlam," griner hun, da jeg svedig kommer ind fra fodringen.
Efterhånden vrimler stalden med får og lam i alle aldre, men fordi fire stadig mangler at læmme, tør vi ikke lukke op, så flokken kan komme ud.
Også det er forresten et tilbagevendende spørgsmål i vores besætning: Min kloge kone mener, at det er synd, at de skal klemmes sammen i stalden, jeg påpeger, at alle undersøgelser viser, at risikoen for indvoldsorm stiger, hvis vi lukker dem for tidligt på græs. Vi har diskuteret problemet, lige så længe som vi har haft dyr, og - nåeh ja, vi lukker dem næsten altid meget tidligt ud.
Jeg fristes til at sige, at vi næsten altid har ormeproblemer, men det har vi faktisk ikke - hvis jeg nu også skal erkende det i denne sluttede kreds.
"Vi skal altså gøre det her i fremtiden: Få lam så tidligt, at det hele er overstået før påske," meddeler jeg min kloge kone, da vi efter lam nummer 10 sidder bænket ved aftensmaden.
Hun siger - næsten - ingen ting, da det næste morgen viser sig, at hele området er fyldt med våd tøsne.