Log på Forside
 
Haveplanen er næsten fulgt
Lone Skjødts haveplan til familien Østergård. På havesiden af stuehuset ses den store terrasse hele vejen rundt og det bugtede bed.

Familien Østergård har i store træk fulgt den haveplan, Lone Skjødt har tegnet til dem. De har dog valgt at lave terrassen foran huset bredere end foreslået, og i stedet for en række træer i et fællesbed foran huset, har de fulgt Lone Skjødts alternative forslag om seks enkelte træer sat i hver sit rudeformede bed.

Familien er glad for staudebedet mod nord, der er et levn fra den gamle landbohave. Men det er meget tidskrævende at passe. I haveplanen er de foretrukne stauder trukket ind i fire parallelle bede midt i græsplænen. Det sparer arbejde og forstærker også aksen fra stuehuset mod å-dalens udsigt mod øst.

Ved siden af staudebedet er der legehus og gynger, og nederst mod øst er der en fodboldbane med mål af fire hurtigtvoksende birketræer plus fjeldribs som bagstopper.

Bålpladsen omkranses af et hindbærkrat med buske bagved for at kombinere det nyttige med det dekorative. Samme effekt er brugt i den nederste lave solbærhæk mod øst.

Mod syd er der tegnet et område med nye frugttræer i barkflis, da græs tager for meget vand og næring.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: