Hvis jeg får det allerede nu, er det meget billigere."
Det er lemmedaskeren, der taler.
"Får," siger jeg - allerede mistænksom.
"Får hvad?"
"Motorcykelkørekort. Det er meget billigere, hvis man tager det inden der er gået to år. Så skal man heller ikke op til teori igen," argumenterer han.
"Jamen du FÅR ikke noget motorcykelkørekort. Hvis du skal have sådan et må du selv betale," betoner jeg med eftertryk.
Heldigvis har jeg så godt indblik i hans økonomi, at jeg ved, at et definitivt nej til at støtte projektet også sætter en stopper for hans planer.
"Men det er en ældgammel drøm," fremturer han.
"Så må du arbejde og spare op," svarer jeg afvisende.
Jeg har en helt særlig grund til at være negativ. Jeg har nemlig selv kørt på motorcykel. Tilmed været glad for at føle vinden, mærke kraften i den stærke motor, vinke til pigerne¿
Men min start på to hjul var sandt at sige ikke noget at prale af. Jeg fik den første motorcykel dagen efter jeg havde fået kørekortet. Det var klart, hvad forårsaftenen skulle bruges til: Hundredevis af kilometer tilbagelagt på en motorcykel, som måske ikke var noget at prale af, men som trods alt var noget bedre end de transportmidler, jeg ellers benyttede mig af.
Jo længere aftenen skred frem, jo mere frustreret blev jeg over, at jeg ikke turde køre stærkt nok i svingene. Til sidst besluttede jeg mig for - i al min uerfarenhed - at lade være at bremse foran et vinkelret sving.
Jeg har ingen erindring om hvad der skete, før jeg fandt mig selv ude på en pløjemark ved siden af en motorcykel, som heldigvis var robust nok til mit ynkelige forsøg på at spille sig. Mit knæ blødte efter at være skrabet hen ad asfalten, men jeg fik humpet hjem, hvor min bror udviste den største grad af solidaritet jeg har oplevet både før og siden. Han skjulte mine hullede bukser for mine forældre, forbandt mit smertende knæ, smuglede mig op på værelset og sagde ikke en lyd om det, der var sket.
Jeg har aldrig mistænkt ham for, at hans hjælpsomhed skulle have noget at gøre med hans egne planer om at få motorcykel - men det fik han. Større selvfølgelig og hurtigere end min. Som jeg så skiftede ud¿
"Nej," siger jeg igen til min lemmedasker af en søn.
"Det er alt, alt for farligt at køre på motorcykel. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om."
"Men HVIS jeg nu skulle have motorcykel, hvad skulle det så være?" spørger han sin kloge far.
Og selvfølgelig er det mange år siden jeg fulgte med i, hvordan den rigtige motorcykel skulle se ud.
"Jamen du må alligevel kun køre en lille motorcykel de første mange år," siger jeg afværgende.
"Jamen HVIS nu¿" insisterer han.
"Prøv så at høre, hvad jeg siger: Jeg aner det ikke. Du skal vel have en fra midt i 1970erne. Motorcykler er ikke blevet bedre siden dengang!"
"Det mener du jo ikke far."
"Du skal IKKE have motorcykelkørekort. SLUT!"
Han forsvinder ned på sit værelse, jeg ind på kontoret. Sekunder senere ser jeg mig selv søge efter "Honda motorcykler" på internettet.
Man kan faktisk få en ret god motorcykel, der er til at betale.