Log på Forside
 
Påskemad fra oldemors tid
Påskeaktiviteter i Andelslandsbyen Nyvang 23. og 24. marts.
Masser af æg og retter med ni slags grønt var tradition i påsken før i tiden. Illustration: Marianne Fogtmann

Påsken falder tidligt i år, og det gør den, fordi en gruppe gejstlige repræsentanter for kirken i 325 samledes i Nicæa og vedtog, at påsken altid falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

I de to af påskedagene, 23. og 24. marts, vil man på husmandsstedet i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk kunne nyde smagsprøver på forskellige gammelkendte påskeretter, som vor oldemor ville have serveret dem ved denne højtid.

Æg og ni slags grønt

Traditionelt spiste man i påsken æg - mange æg. Når vinteren sluttede og foråret kom, begyndte hønsene igen at lægge æg, og man havde af samme grund let adgang til denne delikatesse.

Ægget var ligeledes noget, som man tilbage i 1600-tallet begyndte at give væk i gave ved denne højtid. Ægget symboliserede livets begyndelse og forårets komme. Tit blev ægget dekoreret inden bortgivelse, og denne tradition kender vi jo stadig.

I påskedagene skulle man ligeledes sætte ni slags grønt til livs. Efter en lang og hård vinter trængte man til at få vitaminer, og dette skulle denne tradition gerne sikre for at undgå skavanker som hovedpine, mavesmerter og rygproblemer. I vore dage kan man købe de fleste grønsager hele vinteren igennem, men før i tiden krævede det en klog, sparsommelig og dygtig husmor at sikre familiens sundhed og trivsel året rundt.

Traditionerne varierer naturligvis fra familie til familie, og desuden er der forskellige egnstraditioner.

På Nyvangs husmandssted bliver der de to åbningsdage serveret smagsprøver på æg i sennepssovs samt ni slags grønt.

Æg i sennepssovs vil man kunne smage om søndagen og de ni slags grønt om mandagen.

Til nok især børnene vil der blive arrangeret påskeæg-jagt. Instrukserne fås i billetlugen, men præmien udleveres på husmandsstedet.

I stuerne på husmandsstedet bliver der strikket og syslet. I stalden vil der være kyllinger, og med lidt held er der også lam. Også en ko med kalv vil man kunne se på husmandsstedet i påsken.

Foga

www.andelslandsbyen.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: