Gloria Autida står ved forhænget til sin kiosk, hvorfra hun drømmer om at sælge øl og vand, man kan nyde ved bordet udenfor.

Mikrolån skaber mere liv på landet i mange ulande. Det kan den filippinske kvinde, Gloria Autida, snakke med om. Et mikrolån har nemlig gjort hende i stand til at åbne en lille kiosk foran sit hus, og de syv-otte kr. hun indtil videre kan tjene om dagen hjælper hende med at sende børnene i skole.

Land&liv var med, da flere end 50 kvinder og nogle få mænd mødte op til den ugentlige afbetaling på deres mikrolån i landsbyen Pag-Asa på den filippinske ø, Bohol.

"Kvinder er business-minded," siger lederen af den lokale afdeling af Greenbank, Niño Benedict Boyles, mens kvinderne samles under et halvtag, tæller mønter og sedler op og udfylder papirer under livlig snak. Sammen med en kollega tager han rundt til landsbyerne og henter afdragene hver uge.

Mikrolånene hos Greenbank er på cirka 500 kr., og hver uge betaler lånerne knap 30 kr. til banken. 20 kr. er afdrag, to-tre kr. er rente, og resten bliver sat ind på en opsparingskonto. De penge kan de hæve, når lånet er betalt.

"Det er en del af strategien, at de lærer at spare op," siger han.

Han forklarer, at kvinderne låner i grupper på seks, som hæfter for hinanden. På den måde er banken så godt som sikker på at få pengene igen.

"De skal nok få hinanden til at ryste op med pengene," griner han, "for ingen ønsker at betale andres gæld."

Renten er to procent om måneden, og lånet betales tilbage i løbet af 24 uger.

Bygger kiosk

I køen med et bundt penge i hånden står Gloria Autida. Bankmanden fremhæver hende, fordi hun har brugt lånet til at starte en forretning, en lille kiosk kaldet et sari-sari-store, hvor naboer i landsbyen kan købe småfornødenheder.

Niño Benedict Boyles indrømmer, at mange bruger lånene til at købe forbrugsgoder, der lokker i forretningerne inde i byen. Et musikanlæg, smarte solbriller, eller til hjælp til en motorcykel. Andre bruger lånet til at betale anden gæld, for eksempel fra gambling eller spil på kamphaner, for to procent om måneden er meget favorabelt i et land, hvor private pengeudlånere ofte skal have flere end 100 procent om året. Lånet kan selvfølgelig også gå til mere fornuftige ting som gødning og såsæd.

Tjener syv kr. om dagen

Da bankmanden efter et par timer i landsbyen futter af sted på motorcykel med cirka 15.000 kr. i en rygsæk, inviterer Gloria Autida Land&livs udsendte med hjem.

Kiosken, der er banket sammen af bambus, har kostet 750 kr. at bygge, og de 250 kr. havde hun sparet op på forhånd.

"Den er ikke færdig," siger hun og forklarer, at hun først kan låne flere penge, når lånet er betalt.

I kiosken kan man købe cigaretter, bolsjer og tyggegummi (stykvis) samt dåsesardiner, bouillonterninger, nudler, sojasovs og olie i små plasticposer og den slags, en husmoder lige står og mangler i en snæver vending. Varerne køber hun i større forretninger inde i byen.

Udbuddet er dog meget begrænset endnu. Hun fortæller, at når hun får flere penge, vil hun også sælge rom, øl og sodavand. Så kommer naboerne nemlig - altså mændene - forbi og køber en smøg og noget at drikke og spiller måske kort på bænken udenfor. Det kan man tjene gode penge på, hvis familien ikke kommer til at drikke varerne selv.

Indtil videre sælger hun varer for 30-40 kr. om dagen og tjener syv-otte kr. på det, og det kan i hvert fald brødføde én.

Gloria Autida, der er sidst i fyrrerne, har fem børn på mellem 12 og 28 år, og den mest håbefulde studerer jura. Studierne betaler hendes søster, der arbejder i Mellemøsten og sender sin løn hjem til familien. Pengene fra kiosken, som på sigt gerne skulle blive lidt mere, går til afdragene, til mad og til at sende de yngste børn i gymnasiet.

Danidas oplysningsbevilling har ydet støtte til artiklens tilblivelse.

Gloria Autida tjener indtil videre syv-otte kr. om dagen i sin kiosk.

Hver uge møder banken lånerne i landsbyen og modtager afdrag på mikrolånene.

Det har kostet 750 kr. at bygge kiosken af bambus og stråmåtter.