Log på Forside
 
Haveskulpturer
Hannes grønne cykelpige med fletninger holder til i køkkenhaven.

Er du lidt fingersnild, kan du selv lave sjove indslag i haven og gøre det til en spændende oplevelse at gå rundt i den, selv om vinteren.

Hos Hanne Halkær Rasmussen i Sahl har jeg fundet inspirationer. Hanne er lidt af en mester i at frembringe sjove figurer af lidt kyllingetråd, efeu, havekrukker og en masse fantasi. Hannes have hører blandt de mindste, jeg har besøgt. Den er på cirka 350 kvadratmeter men er utrolig godt udnyttet med stensætning, stenbedsplanter, rislende vand og især mange husløg, plantet og anvendt på særdeles sjove og inspirerende måder.

Skønt haven er lille, byder den på masser af oplevelser og ideer, og man fornemmer næsten ikke, at det er en lille have. Et besøg her er altid spændende. Hele tiden finder Hanne på nye ideer og er ikke længe om at bringe dem til udførelse. Om det så er hendes allerførste cykel, hun fik som voksen, så er den såmænd kommet frem i lyset til ære og værdighed med en grøn pige i naturstørrelse, og hun har endda fletninger. Figuren er lavet af kyllingetråd med grønt net over. Den står for det meste i køkkenhaven og holder øje med det hele. Om figuren skal forestille Hanne som ung pige, melder historien ikke noget om.

Ved et hjørne af huset står en høj blå krukke med en elegant dame - med sommerhat og solbriller. Hun er omkranset af småbladet broget efeu. Et andet sted står endnu en dame, lavet efter samme fremgangsmåde, men her med en levende kjole også af efeu. Hvor mange gange får vi ikke sådanne små grønne eller brogede efeu i en sammenplantning. De kan senere bruges i haven til bundbeplantning eller som her til dekorative ideer.
Her har Hanne igen boltret sig med fantasien og brugt flade sten, husløg og et ansigt af en eller anden form for keramik. Jeg synes hun ligner en indianerpige. Husløgene er plantet, så de danner hår og fine fletninger. Et imponerende resultat. Lidt husløg og mos i baggrunden fuldender det hele.
Smid ikke havekrukker og urtepotter væk. Selv de, der er gået i stykker, kan blive til dekorative indslag i haven, når de som i Hannes have bruges til at fremhæve for eksempel en broget agave. De små træstolper, som fås i ruller, fuldender det hele.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: