
Foto: Niels Husted/POLFOTO
Hans Johnsen foran det tidligere mejeri i Døstrup, hvor han - med forsinkelse - åbner ny virksomhed 1. maj.
Det var såmænd ikke de store summer, Hans Johnsen skulle bruge. To en halv mio. kr. sat i forhold til en omsætning på 12 mio. kr. Men det var ikke godt nok. I hvert fald fik han at vide fra de involverede kreditforeninger, at de kun ville finansiere hans projekt med 60 pct. på betingelse af, at banken stillede en garanti for lånet.
"Og hvad skal jeg så med en kreditforening?" spørger Hans Johnsen.
Han har nu fået finansieringen på plads gennem et lokalt pengeinstitut. Men turen omkring kreditforeningen har kostet op mod halvandet års forsinkelse i et projekt, der vil skabe fire-fem arbejdspladser i en del af landet, som eksperter lidet smigrende kalder "den rådne banan".
Skibsføreren gik i land
Historien begyndte i 1994, da skibsføreren Hans Johnsen gik i land og sammen med sin kone, Elin, købte ejendommen Sødam ved Møgeltønder i landets yderste sydvestlige hjørne. Efter et kort intermezzo med får og siden svin slog han sig på økologiske kyllinger i 1997 - med Dansk Økomad som hovedaftager.
En muskelsygdom strakte ham til jorden i 1999, så han i en periode var lam. Kort efter gik Dansk Økomad i betalingsstandsning. Tilsammen udløste det en økonomisk nedtur, som Hans Johnsen klarede ved at sælge 30 af ejendommens 43 hektar.
I dag er han i fuld vigør med iværksætter-genet intakt. Sammen med sine tre leverandører og samarbejdspartnere laver han 45.000 kyllinger, der går mellem 74-80 dage før slagtning. Altså en højværdi-produktion.
Kyllingerne sælges under navnet Økologikylling, mens Johnsen selv som en del af madkonceptet "Vadehavsprodukter" leverer "Guldhanen". I ordrebogen figurerer blandt andre Dansk Supermarked plus flere andre kunder, heriblandt mange gårdbutikker og slagtere der efterspørger de store, smagfulde kyllinger. Desuden afsættes kyllingerne gennem egen gårdbutik.
Nye delikatesser
Ordrebøgerne er altså fulde, men det kunne gå endnu bedre, hvis Hans Johnsen fik mere albueplads. Så planen er at flytte slagtningen af kyllingerne fra Tyskland til Danmark og forarbejde kødet til diverse delikatesser gennem blandt andet tørslagtning, luftkøling, røgning og en række særlige opskrifter. Samtidig skal produktionen op på 150.000 kyllinger, så kundekredsen kan tilfredsstilles, og nye der banker på kan komme ind.
Pladsen til projektet fandt Hans Johnsen i det nedlagte Døstrup Mejeri mellem Bredebro og Skærbæk, og det var her, Hans Johnsen fik brug for realkreditten.
"Jeg havde dem med ude at se lokaliteterne flere gange og forklarede dem projektet og finansieringsbehovet," siger han.
"Men svaret var som nævnt, at banken skulle garantere for lånet."
Johnsen selv kan kun gisne om den dybere årsag bag nej'et.
Døstrup mejeri ligger geografisk langt ude, det har efter mejeri-epoken haft en omtumlet tilværelse med flere fallitter. Men som han påpeger, er det hans projekt og nutiden, kreditforeningen skal forholde sig til, ikke fortiden.
"Projektet rammer helt rigtigt," fastslår han.
"Der er mangel på økologiske varer, der er fokus på sunde, ernæringsrigtige fødevarer, og politikerne råber på folk som mig, der vil slå sig ned på landet og skabe en udvikling. Men hvad nytter det, når realkreditforeningerne siger nej.
Medarbejdere klar
Som verden ser ud i dag for Hans Johnsen, regner han med at klippe snoren over til den nye slagte- og forædlingsvirksomhed i Døstrup omkring 1. maj. Medarbejderne har stået klar længe.
Politikerne råber på folk som mig, der vil slå sig ned på landet og skabe en udvikling. Men hvad nytter det, når realkreditforeningerne siger nej, siger Hans Johnsen, hvis nye virksomhed her på mejeriet i Døstrup vil blive arbejdsplads for fire-fem medarbejdere.