Årets bedste oplevelse - i hvert fald i besætningen, tænker jeg.
Vi har lige åbnet for ledet ud til marken, og mens de voksne brægende styrter ud i friheden, følger lammene noget mere tøvende efter. Forklaringen er enkel: De har aldrig været der før, og bare nedgangen fra dybstrøelsen kan virke som et uoverskueligt bjerglandskab.
"Det er fantastisk," siger min kloge kone henført, og jeg er enig: Synet af brægende får, der på en gang kalder på deres lam og kaster sig over de første grønne græsspirer, er fascinerende. Vi kan ikke lade være at blive stående, selvom der egentlig er opgaver nok der venter.
Der går mindre end ti minutter, før lammene opdager, hvor stor verden egentlig er. Hvor megen plads de har at boltre sig på, og de bliver fuldstændigt ustyrlige: Tager tilløb fra den ene side af marken til den anden men stopper pludseligt midtvejs, hopper lige op i luften og bestiger i løb alle toppe inden for synsvidde. En tager et så gevaldigt hop i farten, at den lander på ryggen, to støder sammen i vild jagt hver sin vej rundt om et får ...
"Det er sådan en dag, der er noget ved at have dyr," betror vi hinanden. Glemt er de sure timer med fodring alt for sent om aftenen, bøvl med hegn og det døde lam, DAKA afhentede forleden ...
Nå, ikke helt glemt. Det største lam, vi fik i år, døde af for os uforklarlige årsager. Allerede næste morgen blev det lille væsen afhentet af DAKAs enorme lastbil. Effektivitet på højt plan, som man kun kan beundre.
Oppe på vejen stopper bilerne. Børn og voksne hænger ud ad ruderne med fotografiapparater.
"Kom så ikke og sig, at fåreavl ikke er god reklame for landbruget," siger jeg ud i luften.
Selvfølgelig er der et par enkelte missere: Fårene som vi ikke nåede at klippe, før de skulle læmme, fårehegnet som allerede sidste sommer skulle ekstraudstyres med en eltråd, det optrådte pløre lige ude foran stalden, som selv en bunke flis ikke kan skjule. Jeg - og navnlig min kloge kone - kan sikkert blive ved.
"Vi henter knægten. Han skal altså se det her," kan jeg ikke lade være at sige, selvom jeg godt ved, at det er formålsløst. Men jeg opsøger ham i hans hule foran computeren og indleder uklogt med ordene: "Har du set, hvor godt vejr vi har?"
"Mmmh," svarer han uden at fjerne blikket fra skærmen.
"Vil du ikke med ud og se, at vi har lukket lammene ud?"
"Far, du ved godt, at jeg ikke gider de får!"
"Jamen det ser så sjovt ud!"
"Ok, men så vil jeg også låne bilen bagefter!"
Og selvfølgelig får han lov at låne bilen. Og selvfølgelig kaster han ikke mere end et adspredt blik på får og lam, men han tøver dog lige akkurat så længe, at vi tror, vi kan se, at han synes det er sjovt.
"Det ser sjovt ud," siger han venligt, og vi nikker ivrigt, mens han forsvinder med bilnøglerne dinglende i højre hånd.
Det bliver vores kønne datter, der for alvor giver os medvind i troen på tilværelsen som fåreavlere. I et par dage er hun vendt "hjem" på ferie fra den storby, hvor hun nu er ved at slå rødder.
Sjældent har vi oplevet hende mere engageret i fåreflokken end netop nu, hvor hun er flyttet hjemmefra.
"Hvor er de kære," kan hun ikke lade være at sige - sådan som vi har sagt til hende i al den tid. hun var teenager.
Vi labber det i os og tilbyder hende ædelmodigt og overmodigt et stykke frosset lammekød til brug i studenterhybelen.
Men der stopper hendes velvilje trods alt:
"Altså, nu er jeg jo ikke så glad for at spise lam," afslår hun venligt vores tilbud.
"De ser søde ud, men spise dem, det vil jeg altså ikke," erklærer hun - hvilket vi for så vidt vidste i forvejen.
"Man kunne jo håbe, at nu hvor hun er blevet voksen, havde hun skiftet mening," siger jeg til min kloge kone, da vi går i seng.
Hun giver mig bare et kys på panden, ser på mig og ryster blidt på hovedet.
"Du er nu meget sød," siger hun tankefuldt.