Udestuens runde form og placering ved kvisten passer fint til det gamle stuehus. Terrassen er blevet sænket 10 cm og udvidet i forbindelse med bygning af udestuen. Calle Agesen overvejede en dobbelt havedør midt i udestuen, men valgte i stedet en enkelt havedør i hver side. Og det fungerer rigtig godt.
Der gik en del år uden udestue på den nye gård, Raunsborg, før Calle Agesen fra Bedsted i Thy havde taget tilstrækkelig tilløb og fået udtænkt, hvordan den nye udestue skulle være. Og det er blevet en flot og funktionel udestue med mange overvejelser bag.
Til gengæld er den blevet, lige som Calle og Gunhild Agesen ønskede sig. Og de er meget glade for og tilfredse med den.
"Vi sidder aldrig andre steder, når det er lyst. Så er det altid udestuen. Også til alle måltider. Året rundt," fortæller Calle Agesen.
Først når det bliver mørkt, trækker parret ind i opholdsstuen, som er blevet lidt mørkere af udestuens placering. Så om sommeren bruger de næsten aldrig stuen - kun som gennemgang til udestuen. De bruger heller ikke køkkenet nær så meget som før. Og den lidt pænere stue er nærmest aldrig i brug længere.
Og man forstår dem godt. For udestuen drager virkelig med sit meget lys, straks man træder ind i huset. Fødderne bevæger sig automatisk mod udestuen, som ligger midt på husets facade ud til haven.
Mange overvejelser
"Jeg havde mange overvejelser om, hvordan udestuen skulle se ud. Først og fremmest ville jeg gerne have, at den passede til huset som er fra 1903. Og derfor valgte jeg en rund udestue, for en firkantet ville se alt for cigarkasseagtig ud og nærmest vælte huset," fortæller Calle Agesen.
Den runde form er parret meget glade for, og det passer også til terrassens bløde runding.
For det andet var det vigtigt for parret at få et rum med meget lys og luft. Og derfor fravalgte de en 20 cm høj murstenskant i samme stil som huset hele vejen rundt om udestuen. Det er de meget glade for. For en ren glasfacade giver mere plads - og lys til de mange smukke planter på gulvet.
"Jeg var på forhånd mest ked af udestuens størrelse på 19 kvadratmeter, som jeg troede ville være for lille. Men jeg tog fejl, den har en helt tilpas størrelse," siger Calle Agesen i dag.
Udestuens placering på stuehuset blev også nøje overvejet. Men det var oplagt at lave den midt på husets facade, hvor der i forvejen var en kvist. Så kunne udestuen nemlig udstyres med terrasse på taget, som man kunne komme ud på fra soveværelset på første sal.
Også valg af vinduer blev nøje gransket.
"Vi overvejede at lave vinduerne i udestuen i dannebrogsmønster magen til husets vinduer, så det lignede husets stil. Men gik fra det igen, fordi de brede sprosser virkelig stjæler meget lys. Derfor blev det de smalle sprosser," lyder begrundelsen.
Hjulpet meget til
En lokal tømrer i Bedsted har tegnet og opført udestuen ud fra Calle Agesens råskitser. Men Calle Agesen har hjulpet meget til i arbejdet. Blandt andet har han lavet al jordarbejdet og fundamentet. Han har også omlagt alle terrassens fliser, fordi den skulle sænkes 10 cm for, at udestuen kunne være der.
"Jeg overvejede at bygge udestuen selv - lige som jeg gjorde på min gamle gård. Og jeg havde endda fået tilbud hjem på vinduer. Men jeg er glad for, at jeg overlod ansvaret til vores tømrer, jeg kunne ikke have gjort det så godt selv," erkender han
Alt i alt har udestuen kostet under 200.000 kr. at lave, fordi Calle Agesen har hjulpet så meget til selv.
Selvom udestuen er af ren glas, bliver den ikke ulideligt varm om sommeren. Dels er der en havedør i hver side, dels er der inderst ved siden af hver dør lavet udluftningsskodder med net, så der ikke kommer fluer ind. Det meget tykke (40 cm) isolerede tag gør også, at solen ikke bager ovenfra. Glasset er energiglas.
Udestuen har gulvvarme og er mindst lige så varm at opholde sig i om vinteren som resten af huset. De lyse lamelgardiner trækkes kun for, når solen skinner lige i øjnene. De ser elegante ud men er besværlige at trække for. Udestuen ligger tæt på køkkenet, og det er vigtigt, ellers får man ikke brugt den nok, mener Calle Agesen.
Udsigten fra terrassen oven på udestuen ud over haven og landskabet er god. Men parret bruger ikke terrassen så meget, som de havde troet.
Calle Agesen foran sin udestue.