Log på Forside
 
Akkumuleringstank giver god udnyttelse af brændslet
Akkumuleringstankens placering i systemet. Her et halmvarmefyr. Illustration: www.skeltek.dk

Hvis man fyrer med brænde eller halmballer, bør fyret være tilsluttet en akkumuleringstank. Det giver nemlig den bedste udnyttelse af brændslet. Og samtidig er røgen fra fyret betydeligt renere.

Kort fortalt er en akkumuleringstank en stor vandbeholder, der er tilsluttet fyret. Tanken opsamler (akkumulerer) varme fra fyret, når varmeproduktionen er større end fyret kan afsætte til brugsstedet, det vil sige det vandbårne varmesystem. Den opsamlede varme i tanken bruges efterfølgende, og imens kører fyret i tomgang, eller det er helt stoppet. På et tidspunkt leverer akkumuleringstanken så ikke længere tilstrækkelige med varme, og fyret må da i gang igen.

Energien udnyttes

Når der ligger en større portion brændsel i kedlen (nogle stykker brænde eller en halmballe) medfører opvarmningen af brændslet, at der på kort tid frigøres en mængde brændbare røggasser. En fuldstændig afbrænding og udnyttelse af disse røggasser kræver, at lufttilgangen til forbrændingen er rigelig. Varmeydelsen fra fyret er i denne situation noget nær maksimal og som nævnt (langt) større end varmebehovet.

Hvis varmeydelsen skulle tilpasses det øjeblikkelige varmebehov, ville fyret skulle knibe på lufttilførslen med det resultat, at en del af røggasserne ville passere uforbrændte ud gennem skorstenen. Uforbrændte røggasser forurener, giver sod og medfører tab af energi, der ikke er blevet omsat til varme.

Akkumuleringstanken giver således mulighed for at lade fyret arbejde ved fuldlast i den tid, det tager at forbrænde brændslet. Og det giver en god udnyttelse af brændslets energiindhold.

Tankens størrelse

Vi vil nu se lidt nærmere på, hvordan man bestemmer den nødvendige størrelse af akkumuleringstanken. Flere forhold har betydning, men man bør primært tænke på, at fyret har mulighed for at arbejde ved fuld effekt, som beskrevet ovenfor. Da varmebehovet er lavest i sommerperioden, er behovet for varmelagring størst her. Effektbehovet i sommerperioden lægges derfor til grund for dimensioneringen. Metoden man kan anvende, vil vi gennemgå med et eksempel.

Eksempel

Nominel effekt i det installerede fyr er 20 kW.

Effektbehovet i sommerperioden, der bestemmes af varmebehovet i huset, sættes til i gennemsnit 4 kW. Energiforbruget pr. døgn bliver dermed 96 kWh (4 kW i 24 timer).

Spørgsmålet er nu, hvor lang tid fyret skal arbejde ved fuld last for at dække varmebehovet i et helt døgn: Svaret er 4,8 timer (20 kW i 4,8 timer producerer døgnforbruget på 96 kWh).

Mens fyret brænder ved fuldlast (20 kW), afsættes en del af varmeeffekten til huset, nemlig de 4 kW, men hovedparten ledes til akkumuleringstanken. Den mængde varme, der går direkte til huset, er 19,2 kWh (4 kW i 4,8 timer). Resten, detvil sige 76,8 kWh, opsamles i akkumuleringstanken. Det er nu muligt at beregne størrelsen af tanken.

Vi forudsætter, at vandet i akkumuleringstanken opvarmes 45 grader.

Volumenet kan beregnes til 1,5 m3 eller cirka 1.500 liter.

Den akkumulerede varme vil - teoretisk set - kunne forsyne huset med varme gennem døgnet, indtil næste fyring.

Om vinteren skal der naturligvis fyres oftere.

Effekt

Lad os engang se på, hvor lang tid akkumuleringstanken kan forsyne huset med varme på en vinterdag, hvor effektbehovet er 15 kW.

Forbruget pr. time er 15 kWh. I tanken er der akkumuleret maksimalt 76,8 kWh lige efter en fyring under forudsætningen af, at varmetrækket højest må sænke temperaturen i akkumuleringstanke med 45 grader.

De 76,8 kWh giver mulighed for at forsyne huset med varme i rundt regnet fem timer.

Med et effektbehov på 15 kW er der reelt ikke meget brug for en akkumuleringstank om vinteren - næsten al den varme, fyret kan producere ved fuld last, kan øjeblikkeligt afsættes til huset.

Ovenstående er teoretiske betragtninger. I praksis vil der være en vist varmetab. Akkumuleringstanken bør derfor være isoleret.

Anvendte kilder:

»Dimensionering af akkumuleringstanke.« Videnblad nr. 51. Videncenter for Halm- og Flisfyring . www.videncenter.dk

Diverse internetsider fra producenter af biobrændselsfyr og akkumuleringstanke.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: