Den ene er at sætte min dyre cykel i garage. Den kom ud, da jeg lige skulle have plads til de sidste værdier inden døre, inden vi drog af sted. Cyklen kom ud, da noget andet skulle ind, og så glemte jeg den. Kom i tanker om det under Spaniens hede sol.
Den anden ting jeg glemte, var at sætte strøm til hegnet. Jeg gav det lige et sidste serviceeftersyn, før vi skulle af sted, og overså så bare, at der manglede et stik i stikkontakten.
"Det er utroligt," sagde den gode ven, vi havde til at se efter dyrene, mens vi slog vores folder længere mod syd, " men lammene går lige gennem hegnet."
Ikke særligt utroligt viste det sig, da jeg fik gået installationen efter. Dagen efter havde også fårene fundet fidusen - ikke mindst inspireret af, at græsset var rigtig grønt og frodigt uden for hegnet og at vores egen mark nærmest støvsuget for ethvert græsstrå.
Jeg opdagede det ved morgenfodringen. Halvdelen af dyrene manglede, og jeg kunne absolut ikke få øje på dem nogle steder. En smule grebet af panik løb jeg ind efter min kloge kone. Herefter begyndte vi en systematisk afsøgning af området. Hun fulgte fårespor, jeg mine instinkter - hun fandt dem først.
Men jeg havde altså også influenza.
Ind kom de, mere strøm blev sat til, men allerede senere samme eftermiddag var de ude igen. Vi lukkede dem inde i stalden.
Hostende og med hænder, der rystede af feber, gjorde jeg hegnet klar nede på engen. Der er masser af græs, men den nederste del er så våd, at det med sikkerhed vil give problemer. Et par timer senere kunne jeg flytte dem fra stalden ned på det grønne græs, som dyrene kaster sig over. De æder og æder, og end ikke kraftfoder i en spand kan få dem til at kigge op.
Hostende begiver jeg mig ind til en kop varmende kamillete. Min kloge kone er blevet smittet, så vi hoster om kap - hun fører om natten, jeg fører om dagen.
"Jeg gider ikke være syg mere," stønner jeg på tiende-dagen.
"Du får da i det mindste sovet," svarer hun med øjnene hængende langt nede ad kinderne.
Det ender med, at vi - som et meget gammelt ægtepar - begynder at sove hver for sig.
"Så får jeg i det mindste sovet," siger jeg med eftertryk til min nu endnu mere udmattede kone.
"Vær du glad for det - så har du da en chance for at komme igennem det!"
Vi laver spandevis af kamillete, drikker litervis af hostesaft, men lige meget hjælper det. Selv de norske brystdråber kan ikke få has på min kones vedvarende hoste.
"Det skal løbes væk," tænker jeg overmodigt, men må totalt forpustet stoppe efter 100 meters løb i adstadigt tempo.
"Så gå dog til lægen," siger jeg til min kone, som ikke mener det fører til noget. Selv kunne jeg aldrig drømme om at opsøge lægen med den slags bagateller, så også vi hoster videre.
Søndag eftermiddag vakler vi ud i haven og tager nyudsprungne anemoner, violer og andre forårstegn i øjesyn. Et kvarter bliver det til før vi hoster ind igen.
Først mandag morgen ser det ud, som en bedring er på vej. End ikke en sygedag kan vi blive bevilget, tænker jeg opgivende.
Men hvad er der også ved sygedage, hvis man ikke bliver forkælet med varm kamillete og medlidenhed? Og hvem skulle levere den, når min kloge kone er - hævder hun - mindst lige så syg som mig?
Ja, det skulle da være knægten, der går perioden igennem uden det mindste tegn på åndedrætsbesvær. Men at forvente forkælelse fra den kant, vil nok være for meget forlangt.
Mandag eftermiddag, da jeg føler mig en smule mere rask, ser jeg, at halvdelen af fåreflokken igen er gået ud gennem hegnet. På trods af strøm og masser af godt græs.
Eller rettere: På grund af manglende strøm. I min febervildelse har jeg forbundet det kabel, der skal levere strømmen, til et kabel, som der ikke er spænding på.