Det nye drivhus sættes op.

Det var en vemodig dag. Vort store dejlige drivhus på godt 30 m2 kunne bare ikke mere. Drivhuset, livsnerven i hele haven. Masser af dejlige timer har vi tilbragt her i de 25 år, det har haft sin plads her i haven.

Jeg var på ferie i København, hos en faster, da Hans ringede og fortalte, han havde købt et dejligt stort, men brugt drivhus fra et nedlagt gartneri. Sikke et arbejde med at få det stillet op. Først blev en god solid sokket støbt. Og så kom det spændende, med at få det stillet op. Jeg stod i maskinhuset i flere dage og vaskede og rensede ruderne for mos og alger, inden de kunne sættes i. Pragtfuld blev det, da det var færdigt. Selv en kold vinterdag, endda i januar, hvis solen skinnede, kunne der blive så rart, at vi kunne drikke vores kaffe der.

Men de sidste par år, har vi desværre kunne se, at huset var ved at blive for medtaget til at vi fortsat at kunne reparere på det.

Så kom dagen her i marts, en af de dage hvor der var stille vejr og lidt solskin, hvor det var en god dag til at fjerne alt glasset, hvilket ikke ville være så nemt, hvis det havde været blæsevejr.

Vemodigt gik jeg og fulgte nedrivningen af det hele og tog billeder af forløbet, mens jeg sendte mange tanker til tiden bag glasset og alle de dejlige timer og gøremål, jeg har haft her.

Jeg har dyrket utrolig mange ting i drivhuset. De senere år, hvor børnene er rejst hjemmefra, tog blomsterne dog overtaget, frem for tomater og agurker.

Fersken, vin og en figen har vi haft megen glæde af. Nå ja, eftersom dagen skred frem så var det slut med det hele. Hele trækonstruktionen blev væltet ad to gange. Drivhuset blev savet over på midten i den øverste bjælke. Helge, en af vores gode venner, bandt et reb på toppen til traktoren og vupti lå halvdelen på jorden. Den anden halvdel måtte lide samme skæbne. Det gibbede nu lidt i mig ved synet, men alligevel. Det var så det.

Polycarbonatplader

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Et nyt dejligt hus har set dagens lys.

jeg var meget i tvivl om hvad og hvordan, det skulle være. Jeg undersøgte flere muligheder og forhørte mig om forskellige kvaliteter. Valget stod mellem glas igen, eller de nye moderne polycarbonatplader.

Valget faldt på et Juliane drivhus, fra firmaet i Odense, men købt igennem vores lokale byggefirma Stark i Bjerringbro, stedet hvor Havebrugsudvalget hvert år holder landskursus.

Juliane, har mange forskellige typer drivhuse i helt små, men også temmelig store udgaver, hvor de så kaldes gartnerdrivhuse. Det mindste af gartner typen er på 36 m2, altså lidt større og bredere, end det vi havde. Soklen, måtte derfor gøres bredere i begge sider, for at det kunne tilpasses. En stålsokkel, blev monteret ovenpå, til at forankre det nye hus.

Sikke en masse papkasser der lå på græsplænen og et kæmpepuslespil tog sin begyndelse med at få samlet det hele. Jeg havde inden da læst en del om fordele og ulemper ved drivhusglas eller pladerne, som også har termoeffekt, men ikke er så klare, at planterne udefra. Jeg har altid haft stor respekt for glas, har da også skåret mig nogle gange ved rengøringen med sæbe og børste.

Nu fryder jeg mig så over, at det med poycarbonatpladerne ikke bliver aktuelt. Jeg vil i en senere artikel vende tilbage og fortælle lidt mere om fordele og ulemper, ved hvilken type glas eller plader, der vælges, både mine egne erfaringer og dem jeg har kunnet læse mig til.

Næsten færdigt

Det mest spændende er næsten indretningen og indflytningen i drivhuset.

Nye fliser er blevet lagt i hjørnet, hvor vi har et bord et par stole og en bænk. Små stolper af træ danner rammen om bedene i begge sider og i enden, så bedene kan blive ophøjet.

På grund af min knæoperation vil jeg fremover have nemmere ved at plante og luge, når bedene på denne måde bliver hævet lidt.

Jeg har valgt at få termoplader af polycarbonat i drivhuset i stedet for glas som i det gamle.

Det bliver spændende at komme i gang inden i drivhuset.