Log på Forside
 
Nedsæt brandrisikoen
500 gårdbrande om året kan undgås, hvis brandsikkerhed tænkes ind i hverdagen. Fyringsanlæg er skyld i hver femte brand i landbruget
informationspjecen »Tænk brandsikkerhed ind i bedriften«, beskriver de mest almindelige brandårsager i landbrugsbygninger og hvordan man undgår dem.

Over 1.500 brande rammer årligt danske landbrugsbygninger. Og en tredjedel af dem kan umiddelbart undgås gennem omhu og omtanke i det daglige arbejde. Det drejer sig om brande, der sker som følge af varmt arbejde, antændelse af motorkøretøjer, afbrænding og anden uforsigtighed. Yderligere en del af brandene kan undgås gennem god vedligeholdelse af installationer og teknik, som elektriske installationer og fyringsanlæg.

Fyringsanlæg er skyld i hver femte brand i landbruget. Især et halmfyr kræver stor forsigtighed og omhyggelig pasning. Men også et biobrændselsfyr skal man passe på. Der er nøje regler for, hvordan de skal opstilles.

Det fremgår af en informationspjece »Tænk brandsikkerhed ind i bedriften«, der fortæller om de mest almindelige brandårsager i landbrugsbygninger og hvordan man undgår dem. Og gennemgår reglerne for erstatning fra brandforsikringen, der kan blive reduceret eller helt bortfalde, hvis en brand er forårsaget ved grov uagtsomhed.

Pjecen er en del af kampagnen »Reduktion af brande i landbrugets avls- og driftsbygninger« fra Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. Den er gratis og kan bestilles i Landscentrets netbutik. ( se nedenfor).

Varmt arbejde

Svejsning og vinkelslibning er typiske eksempler på varmt arbejde, der udgør en stor brandrisiko på grund af uforsigtighed. Brandskaden skyldes ofte, at værktøjet bruges i nærheden af halm eller andet letantændeligt materiale.

Antændelse fra motorkørtøjer sker typisk ved gnister fra traktor, bobcat eller lignende samt varme udstødningsrør fra motorkøretøjer, der antænder halm, strøelse eller andet let antændeligt materiale.

Anden uforsigtighed omfatter typisk tændte og glemte lamper i nærheden af letantændeligt materiale - varmekanon, overophedning af kabler og lignende.

El-eftersyn god ide

Fejl eller lemfældig omgang med elinstallationer både i bygningsanlæg og produktionsanlæg er årsag til mere end hver fjerde brand i avls- og driftsbygninger. Kortslutning eller defekte sikringer og ledninger er i mange tilfælde synderen.

Det kan være en rigtig god ide at bestille et el-eftersyn af en elinstallatør. Forsikringsselskaberne yder tilmed rabat på præmien i fem år, hvis elinstallatøren har godkendt alt.

Jørgen Hviid, Landscentret, Plan & Miljø, tlf: 87 40 55 69, www.landscentret.dk

Pjecen kan downloades på: www.lr.dk/bygningerogmaskiner/informationsserier/lbmnyheder/pm_nyhed_071130_brandpjece.pdf

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: