Log på Forside
 
Sådan forsikrer du dig selv og din ejendom
Oplys alt til forsikringsselskabet - er et af mange gode råd om forsikring fra uvildig, sjællandsk forsikringsmægler
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Det er vigtigt, at man oplyser alt til forsikringsassurandøren, så man er sikker på, at præmien er rigtig fastsat. Sørg for at gå policen grundigt igennem.

Der er 117 forskellige måder at forsikre sine bygninger på. Men det vigtigste er, at man gør sit forsikringsselskab tydeligt opmærksom på, hvad man har på bedriften, hvad man foretager sig, hvordan man vil bruge sin bedrift og hvad man ønsker sig med bedriften fremover.«

Det anbefaler Peter Quitzau, som er uvildig forsikringsmægler fra Quit Risk i Vordingborg, der har specialiseret sig i at rådgive om landbrugets forsikringsbehov.

»Måske har man ingen dyr, når man tegner forsikringen, men anskaffer man sig nogle, skal man huske at informere forsikringsselskabet. Det samme gælder for maskiner. For pludselig griber det om sig, og dyr og maskiner er ikke dækket, hvis der sker en skade, når de ikke er oplyst,« siger han.

Det er altså meget vigtigt, at man oplyser alt til forsikringsselskabet, så man er sikker på, at præmien er rigtig fastsat.

Sum eller nyværdi

Først og fremmest anbefaler den sjællandske forsikringsmægler, at man allierer sig med et forsikringsselskab, der er vant til landbrugsforsikringer. De fleste har specielle pakkeløsninger til landbrug - også til mindre fritidsbedrifter. Det kan både være Topdanmark, Tryg, Alm. Brand, Nykredit, Codan eller den sjællandske Lokal Forsikring.

»Mange forsikringsselskaber vil gerne sælge sumforsikring af udbygningerne. Og det kan også være godt nok, hvis det er nogle dårlige udbygninger, man alligevel ikke vil genopbygge efter en eventuel brand. Er det derimod bygninger, man vil have genopbygget i samme, gamle stil, bør man som hovedregel undgå sumforsikring,« råder Peter Quitzau.

Alternativet er nyværdiforsikring. Men her skal man huske, at man kun har ret til at få genopbygget i moderne, nutidige materialer. På driftsbygningernes tag er det for eksempel eternitplader, pandeplader eller metalplader - men ikke tegltag eller stråtag.

»Et bindingsværkshus med stråtag er meget dyrere at få genopbygget i samme gamle stil. Det kan ikke lade sig gøre med det, forsikringsselskaberne kalder nutidige materialer. Så den gamle stil med stråtag m.m. har man faktisk ikke ret til med en almindelig nyværdiforsikring - med mindre det står udførligt i forsikringspapirerne, eller man sætter forsikringssummen højt nok. Og det skal man huske,« siger Peter Quitzau.

Glemmer gammel traktor

»Der er også nogle, der glemmer at nævne, at de har en gammel traktor stående. Men det er vigtigt at få sagt, for ellers har man ingen ansvarsforsikring på den. En uregistreret traktor må faktisk kun køre på ejendommen eller køre med redskab ind på en mark eller til og fra værksted. Men den må ikke køre med halm eller for eksempel brænde på landevejen,« siger han.

Gør den det og bliver involveret i et trafikuheld undervejs, kan det blive rigtig dyrt.

Peter Quitzau minder også om, at man skal huske at tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring. Også selvom man ikke har ansatte. Ellers er der ikke noget, der dækker, hvis familie, venner og bekendte - ja sågar sine egne børn - kommer til skade, mens de giver en håndsrækning med et eller andet arbejde på ejendommen.

Se flere gode råd i boksen.

Peter Quitzau: Tlf. 5534 4987, www.quitrisk.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: