Sådan en Chesterfield lædersofa, som Carsten Elleby her sidder i, kan erhverves for 13.900 kr. Han har eksempler på kunder, der har købt et par stykker af dem til jagtstuen.
Forårsbukken bliver serveret ved et gedigent fransk langbord under en fornemt udseende lysekrone - i gode venners lag . Efter middagen sidder du afslappet i en velpolstret Chesterfield-lædersofa, mens ilden knitrer i pejsen. Naturligvis er der også en bar.
Sådan er mange jægeres drøm om en jagtstue: Solid landstemning i et lidt råt rum med møbler, der gerne må fylde.
Den slags møbler kan man blandt andet finde hos Carsten Elleby, der driver forretningen, Living in Harmony, på den tidligere proprietærgård Sølyst ved Lammefjorden et par kilometer nord for Gislinge i retning mod Fårevejle.
En del af hans kunder - nogle af dem kommer langvejs fra - søger netop møbler og tilbehør til indretning af en jagtstue, har han erfaret. Godser og store gårde er blandt aftagerne.
»Kun få i Danmark sælger de originale franskproducerede landmøbler, som jeg importerer,« fortæller Carsten Elleby, 45.
»De kraftige træmøbler, som ser gamle og patinerede ud, appellerer til jægere der gerne vil samles med kammeraterne i en hyggelig jagtstue. Den indrettes jo ofte i en udlænge, hvor der er rustikke stengulve eller plankegulve, tykke vandskurede vægge og synlige bjælkekonstruktioner under loftet. Og her passer denne type møbler godt,« mener Carsten Elleby, som tit selv er med ude og levere møblerne. Nogle gange tages han med på råd som konsulent, når rummet skal indrettes. Han har en baggrund som snedker og har tidligere været indretningskonsulent inden for køkken og bad.
Oplevelse tæller
Carsten Elleby lægger vægt på, at kunderne får en oplevelse og mærker en god atmosfære, når de har besluttet sig for at køre en tur på landet for at se på møbler.
»Her kommer kunderne som regel forventningsfulde og forberedte. De er ikke stressede som efter et hektisk indkøbsræs i byen,« fortæller Carsten Elleby, der som en ekstra oplevelse kan finde på at byde kunderne på et gavekort til en kop kaffe med kage på det nærliggende Dragsholm Slot, hvor han har har stået for en del af indretningen.
For Carsten Elleby selv og hans to medarbejdere har placeringen af møbelforretningen på en gård den fordel, at de selv bestemmer åbningstiderne. Dem kan man orientere sig om på www.living-in-harmony.dk
Herregårdsbordet i fransk landstil måler 110 gange 240 cm. Det koster 27.975 kr. Der kan fås tillægsplader til det.
Det franske langbord med sandwich konstruktion måler 90 gange 220 cm og koster 17.975 kr., inklusiv to tillægsplader. Der findes hos Carsten Elleby også langborde i en lettere stil.