For jægere er jagten primært en oplevelse i naturen.
Men efter spændende og anstrengende timer udendørs, gør det godt at komme ind og slappe af. Og uden mad og drikke dur helten ikke. Derfor er jagtstuen også et centralt sted for jægere.
Nogle gør meget ud af indretning og møblering. Det er her i bløde lædersofaer eller ved et veldækket bord, drømmene om fremtidige oplevelser næres, mens fortællingerne om de vilde dyr, der blev nedlagt herhjemme eller langt borte, taler fra væggene.
Ofte er jagtstuen nemlig prydet med trofæer, som kan give værten anledning til at berette om detaljerne. Det er med til at give krydderi på en god jagtmiddag eller frokost.
I Land&livs tema om forårsjagt kigger vi inden for i flere jagtstuer, ser på trofæer og hører om foretrukne mål for jagtrejser.
Der er også i temaet anvisninger på, hvad man kan gøre for at give vildtet bedre vilkår - med eller uden brak.
Mange landmænd vil gerne skabe gode vilkår for vildtet, både fordi de selv vil se rådyr, fasaner, agerhøns og harer i markerne og få mulighed for at gå på jagt på egen jord, men også fordi udlejning af jagt for nogle er en del af landbrugsdriften.
Hvordan vildtplejen kan passes ind i markdriften og opfylde kommende krav om biotopplaner er noget af det, der optager landmænd som også vil tilgodese jagten.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: