Peruanske Paso-heste på Roskilde Dyrskue?

Foto: Jens Tønnesen.
Til Jørgen Finderup
Jeg vil gerne vide, hvordan jeg får mulighed for at fremstille mine heste af racen "Peruanske Paso-heste" (Peruvian Paso Horse, Paso Peruano) til Roskilde Dyrskue. Jeg har en hingst på ni år registreret i NAPHA, USA, to avlshopper, en i NAPHA (USA) og en i Rheinisches Pferdestambuch E.V. Samme sted også et føl fra 2007 og hoppeplag fra 2006. Desuden et hoppeføl fra 2007 i ZfdP og en tre-års-hoppe i Westfälisches Pferdestambuch. Hingsten kommer til kåring nu i april i Zuchtverband Schleswig-Holstein. Det er svært, at de er registreret forskellige steder, så jeg vil ønske, at de fremtidige afkom kan blive registeret i Danmark. Bliver der en mulighed for det?
Venlig hilsen Ellen Korsgaard
Hej Ellen
På Roskilde Dyrskue kan kun udstilles hingste og hopper med registreringsattest eller afstamningsoplysning godkendt af Landsudvalget for Heste, og som afstamningsmæssigt er godkendt af den pågældende avlsretning. Hingste på tre år og derover skal være avlsgodkendt af avlsretninger under Landsudvalget for Heste. Kårede hopper skal være avlsgodkendt af avlsretninger under Landsudvalget for Heste. Der kræves mindst tre leds afstamning for hingste og to led for hopper.
Hvilke avlsforbund der er godkendt under Landsudvalget for Heste fremgår af "Dyrskuereglerne for udstilling af Heste". De "Peruanske Paso-Heste" er naturligt nok ikke inkluderet på denne liste, da racen jo ikke er etableret med et avlsforbund i Danmark. Det er derfor heller ikke umiddelbart muligt at udstille, men Hesteudstillingsudvalget for Roskilde Dyrskue behandler selvfølgelig en eventuel dispensationsansøgning. Igennem årene har flere nye racer fået mulighed for at præsentere deres heste på Roskilde Dyrskue, så jeg foreslår, I sender en dispensationsansøgning til Dyrskuets Hesteudstillingsudvalg via dyrskuets sekretariat.
Landscentret Heste registrerer heste efter hingste godkendt i de tilsluttede avlsforbund og hingste godkendt i et officielt EU-anerkendt avlsforbund, når den nødvendige dokumentation foreligger, og Landsudvalget for Hestes generelle regelsæt for stambogsføringen følges.
Venlig hilsen, konsulent Jørgen Finderup, Landscentret Heste
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: