"Tag lige og fyld sprinklervæske på bilen. Det er blevet frostvejr, så du bliver nødt til at bruge rigtig sprinklervæske!"
For en gangs skyld er det mig der udsteder ordrer til min kloge kone - og jeg nyder det. Ikke mindst fordi jeg ved, at hun er ude af stand til at fylde sprinklervæske på bilen.
Resultatet udebliver da heller ikke:
"Øeh - kan du ikke? Jeg har ikke tid lige nu," siger hun med flakkende øjne.
Men jeg ved godt, hvorfor hun "ikke har tid lige nu." Hun aner simpelthen ikke, hvordan man åbner motorhjelmen.
"Nej, jeg skal køre nu, og jeg har heller ikke noget sprinklervæske," meddeler jeg med en anelse triumf i stemmen.
"Hvordan er det nu lige, man åbner motorhjelmen?" tager hun sig endelig sammen til at spørge.
Jeg vidste det kom, og jeg har allerede forberedt mit lille foredrag:
"Det er da fantastisk: Nu har vi haft den bil i to år, og du kan stadig ikke huske, hvordan man åbner motorhjelmen. Hvordan får du egentlig tjekket olien? Men sådan er det med kvindefrigørelsen: Vi andre skal lære en masse og gøre en masse, kvinderne skal stadig bare smile sødt og bede om hjælp," lyder mit belærende indlæg i debatten.
Hun ser meget træt på mig og fortsætter: "Vis mig det nu bare. Jeg vil jo gerne lære det."
Med særdeles slet skjult triumf viser jeg hende den indviklede procedure, viser hende den gule hætte der skal afmonteres, før sprinklervæsken kan påfyldes.
"Skulle det være noget," lyder hendes utaknemmelige kommentar. Og jeg må indrømme, at da hun vender hjem om aftenen, er der fyldt hele to liter sprinklervæske på beholderen med plads til fem liter. Et kort øjeblik overvejer jeg at kommentere det, men beslutter - for husfredens skyld - at lade være.
Dagen efter er den gal igen. Opvaskemaskinen efterlader indholdet med en fedtet hinde over alt.
"Det er decideret ulækkert," meddeler min dejlige kone.
"Kan du ikke fylde salt og noget af det dér andet på?" spørger hun.
"Afspændingsmiddel. Det hedder afspændingsmiddel, og det er det der sørger for, at bestikket ikke bliver fyldt med en kalkhinde," meddeler jeg hende.
Hun himler med øjnene over denne tekniske belæring, som jeg ellers synes må være ganske nyttig for en husmor.
"Vi har bare delt opgaverne mellem os," svarer hun på mit aldrig stillede spørgsmål, mens jeg påfylder salt og afspændingsmiddel på maskinen og bagefter meddeler, at "nu er den så god som ny igen."
Den påstand holder, lige præcis til maskinen samme aften har forsøgt at vaske op igen.
"Kom lige og se," siger min kloge kone, da hun åbner maskinen. Jeg er travlt optaget af noget helt andet, men det er hendes yndlings-bemærkning, når jeg laver noget andet: "Kom lige og se."
Jeg sukker, slukker for fjernsynet og tager maskinen i øjesyn. Et sørgeligt syn, sandt at sige, af tallerkener og bestik, der er alt andet end rene.
"Ringer du ikke til reparatøren," spørger jeg før vi drager hver til sit næste morgen.
"Hvem er det nu, det er?"
"OK, så gør jeg det. Men jeg har ikke tid før i morgen," svarer jeg næsten uden at lyde irriteret.
Fem minutter senere har jeg truffet beslutningen.
"Vi køber en ny. Det kan altså ikke betale sig at reparere på sådan en gammel maskine, og det koster garanteret mindst 1.000 kroner at få reparatøren til at komme," argumenterer jeg med baggrund i hele min tekniske indsigt.
"Jamen, hvis du siger det," svarer hun medgørligt.
Da vi atter mødes sidst på eftermiddagen, virker hun, som om hun er i usædvanligt godt humør.
"Glæder du dig til at få ny opvaskemaskine?" spørger jeg nysgerrigt.
"Opvaskemaskine? Nåeh ja, har du for resten set, at den har vasket helt rent?"
"Hvad?"
"Ja. Jeg så, at der var to knapper, hvor der stod "reset". Dem besluttede jeg mig for at prøve, og nu virker opvaskemaskinen igen!"