Log på Forside
 
Trofæer fra fjerne lande frister
Stefan Sørensen skal til sommer på jagtrejse til Uganda.
Stefan Sørensen mellem nogle af otte afrikanske trofæer, han fik med sig hjem fra en jagtrejse til Sydafrika i 2007. Til venstre en Oryx og til højre en waterbuck. Bag den et vortesvin.

28-årige Stefan Sørensens nyrenoverede stuer på den nedlagte landbrugsejendom ved Toreby på Lolland er sprængfyldt med flotte trofæer. Tre gange har han været på jagtrejse i Sydafrika, og til sommer venter en oplevelse i Uganda.

"Jeg skal af sted 16 dage sammen med en kammerat. Vi har valgt at gå efter bøffel og leopard. Jeg er optaget af at komme ud og opleve og se, hvordan andre mennesker griber jagten an. Jeg går efter så mange forskellige trofæer som muligt," siger Stefan Sørensen, der er tømrer- og murermester og har sit eget firma med fire ansatte.

Jagten er hans altoverskyggende fritidsinteresse og hans ferie. Her i foråret skal han på bæverjagt i Norge, en tur der arrangeres af en bror som bor i Norge. Det bliver, når isen er smeltet.

"Skyder jeg en bæver, regner jeg med at få den udstoppet. Ellers er det skind og opsatser, jeg samler på. Det er jo ikke så meget for madens skyld, jeg går på jagt," siger Stefan Sørensen.

Når han samler venner til en jagtmiddag ved langbordet i sin stue, får han som regel maden udefra.

"I Afrika jager indbyggerne derimod for madens skyld. De gange jeg har været i Sydafrika, har de sorte stået klar til at få al indmaden fra dyrene, vi har skudt. Der er ikke tale om, at kødet går til spilde. Jægerne spiser noget af det selv, ellers sælges det til en slagter. Det fungerer fornuftigt i Sydafrika," er hans erfaring.

Turen til Uganda er Stefan Sørensen meget spændt på.

Jagten i Uganda blev frigivet for fire år siden efter 26 års stop.

"De indfødte brugte alligevel fælder og snarer for at indfange blandt andet bøfler. Så besluttede man på forsøgsbasis at åbne for jagten, så sådan nogen som os kunne komme derned og skyde vilde dyr. Det får alle noget ud af. De indfødte i landsbyen, hvor vi skal bo, får både kød og nogle penge. Der bliver et erhverv som professionel jæger, og staten får indtægter. Så jeg synes, det er i orden."

Staten sælger licenser til jagtfarmere, som sælger dem videre til jægere for eksempel fra Europa.

"Jeg har købt en bøffellicens for 650 dollar," fortæller Stefan Sørensen. Alt i alt regner han med, at oplevelsen i Uganda løber op i 100.000 kr. Både rejsen, selve jagten og den efterfølgende konservering af trofæer koster.

40 bukke

Herhjemme er Stefan Sørensen med i to forskellige jagtkonsortier, som lejer jagt hos Krenkerup Gods. I det ene er de 15 deltagere og betaler hver 15.000 kr. årligt. I det andet er de 30 og betaler årligt 6.000 kr.

Inden bukkejagten går ind 16. maj har de trukket lod om jagtdagene. Stefan Sørensen har i år vundet både 16. og 17. maj.

Han har i sit unge liv allerede nedlagt 40 bukke, hvis opsatser pryder en væg i barstuen. Bag baren hænger blandt andet opsatser fra dådyr, som han har fået lov til at skyde i Knuthenborg Dyrepark.

De bedste placeringer i stuen er tildelt de afrikanske dyr.

Over lædersofaen i stuen hænger trofæer fra Sydafrika. Fra venstre en impala, i midten en kudu og til højre end blisbuk. Blandt Stefan Sørensens favoritlekture er jagtblade.
En los fra Sydafrika.
Stefan Sørensen har plads ved langbordet i sin stue til et større jagtselskab. Når vennerne inviteres på besøg, får han som regel maden udefra.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: