Børn og dyr i centrum på Frederiksborgskuet
Som besøgende på Frederiksborgskuet kan du komme tæt på dyrene i Bondegården, hvor der er masser af klappekæledyr. Her får du for eksempel mulighed for at klappe grisen og gætte dens vægt, se hvad en ged kan bruges til samt at malke koen Charlotte.
24. og 25. maj byder Nordsjællands LandboUngdom og 4H endnu en gang udstillere og gæster velkommen til en weekend i det grønne på pladsen ved Bjerggård i Tjæreby vest for Hillerød.
Frederiksborgskuet 2008 vil som sædvanlig være præget af, at det er børn og dyr, det handler om. Til børnedyrskuet mødes børn med deres dyr og hygger sig med konkurrencer og samvær i naturlige rammer.
Der vil under skuet også være mulighed for at se en rigtig ko blive malket.
Traditionen tro byder Frederiksborgskuet foruden de mange forskellige boder og udstillinger også på tivoli og masser af konkurrencer, underholdning og aktiviteter for publikum.
Som noget helt nyt vil der i år være mulighed for, at børn kan have deres eget lille børneloppemarked, hvor de kan sælge ud af alle deres gamle legesager og spil.
Der vil i løbet af weekenden være Voltigerings opvisning. En form for halsbrækkende akrobatik på hest.
Hestekræfter i form af store brølende traktorer vil være at finde på traktortrækbanen, hvor de stærke maskiner konkurrerer i klasserne Standard & Farmstock.
Frederiksborgskuet åbner for publikum lørdag 24. og søndag 25. maj kl. 10. Se hele programmet på: www.frederiksborgskuet.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: