Historien om og bag det, vi sætter til livs, har aldrig betydet mere for forbrugerne. På årets dyrskue bliver historien om det gode kød fortalt gennem en såkaldt cowwalk, hvor kødkvægsracerne en for en bliver præsenteret for gæsterne.
I en lille ring foran Fødevareudstillingen går de fineste og flotteste kødkvæg, vindere af førstepræmie i de officielle bedømmelser, catwalk, mens deres ejer og den respektive formand/kvinde for racen fortæller publikum om kvægets kvalitet og egenskaber.
"Vi synes, det var lidt synd, at den eneste mulighed for at se dyrene i aktion var på stor afstand i ring 1 til bedømmelserne. Her er det meningen, at folk skal kunne komme helt tæt på. Der kommer til at være et tov rundt om kvægene, men ellers kan folk komme til at stå en meter fra dyrene," fortæller Karine Garbasch, projektleder på Roskilde Dyrskue.
Større forbrugerforståelse
Efter præsentationen vil Kultorvets Slagter, Jens Slagter (ham med bowlerhatten), sammen med avleren fortælle noget om opskæring, og hvordan man bruger det gode oksekød bedst. Under hele arrangementet bliver det muligt for publikum at være med og snakke med folkene på 'scenen'.
"Vi prøver at gøre det på denne her måde for at give en større forståelse af, hvad der er vigtigt for avlerne at få frem, men også hvad der er vigtigt for forbrugerne. Vi følger lidt trenden med at dreje snakken fra det landbrugsmæssige over til en snak om det forbrugsmæssige omkring fødevareproduktion," fortæller Karine Garbasch.
Forbrugerformand på besøg
Cowwalken kommer til at foregå klokken 11 og klokken 14 hver dag, og det er meningen, at der til hver fremvisning skal præsenteres to racer.
Til lørdagens cowwalk klokken 11 bliver antallet af personer lidt større end normalt. Her vil der være besøg af Forbrugerrådets formand, Camilla Hersom, og køkkenchefen fra restaurant Gammel Mønt i København, Claus Christensen, som vil udvide snakken om kødkvægene.
"I en afslappet atmosfære er det meningen, at Forbrugerrådets formand og køkkenchefen skal drøfte, diskutere og bare snakke med avleren og slagteren om fødevarekvalitet, og hvilke forventninger forbrugerne har, til det de spiser," siger Karine Garbasch.