Log på Forside
 
Landsskue i Herning - trods bluetongue
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Landsskuet i Herning havde i 2007 besøgsrekord med 45.500 gæster, der besøgte de over 300 stande og beundrede hele 2.500 af landets allerbedste husdyr. I 2008 ventes endnu flere gæster, når åbningsdagen flyttes fra torsdag til fredag og søndagen tages med.

Landsskuets ledelse har her i foråret holdt vejret, mens fødevaremyndighederne planlagde den forestående vaccination mod husdyrsygdommen bluetongue. Men med udsigten, til at Danmark i den forbindelse først opdeles i tre zoner i løbet af juli, bekræfter Landsskuets bestyrelse nu beslutningen om, at Nordeuropas største dyreudstilling også i år finder sted på Landsskuepladsen i Herning 4.-6. juli.

»Vi har naturligvis fulgt situationen omkring bluetongue nøje og kan konstatere, at vi uden problemer kan samle kvæg, får og geder fra størstedelen af landet. Desværre kan udstillere fra den nordlige fjerdedel af Danmark ikke udstille kvæg i år, men det har vi vidst siden efteråret,« siger Andreas Bjerregaard, Landsskuets formand.

Han understreger, at det er vigtigt for Landsskuet, at der ikke er smitterisiko forbundet ved at samle landets elitedyr i Herning. Og glæder sig over, at udstillere fra hele Danmark viser interesse for at være med på Landsskuet.

»Planlægningen af Landsskuet 2008 kører videre for fuld kraft. Den ekstra plads i staldene bruger vi til det fortsat stigende antal heste, som kan udstilles upåvirket af bluetongue-restriktionerne, ligesom der bliver plads til indendørsstande med hesteudstyr og andre produkter til hestefolket. Samtidig kan vi også tilbyde særligt gode rammer til de mange hereforddyr, som ventes til Herning i forbindelse med kødkvægracens verdenskongres,« siger Niels Kristian Fruergaard, Landsskuets sekretær.

Også den udendørs maskin- og produktudstilling møder stor interesse fra både tidligere og nye udstillere. Landsskuets sekretariat oplyser, at tre fjerdedele af de 42.000 kvadratmeter allerede er udlejet, hvilket er meget normalt på nuværende tidspunkt.

»Udstillingen har hen over årene udviklet sig til at være rettet mod meget mere end landbrug. For eksempel tiltrækker vores blomstrende have- og naturudstilling en række virksomheder der sælger udstyr og produkter til havefolket. Blandt andet derfor har vi taget søndagen med som udstillingsdag. Og vi kan love oplevelser for hele familien - uanset om det er landmandsfamilien eller byfamilien,« siger Niels Kristian Fruergaard.

Landsskuet åbnes fredag 4. juli med åbningstale af prins Joachim, der er protektor for herefordavlernes verdenskongres. Som noget nyt vil der også være »open by night« for publikum på Landsskuepladsen fredag aften, når dagens bedømmelser og selve udstillingen er ovre. Her udvides Landsskuets kendte hesteshows med et særligt aftenshow i den store ring.

Andreas Bjerregaard, tlf. 40 25 52 85. Niels Kristian Fruergaard, tlf. 40 80 72 00. www.landsskuet.dk

Landsskuet i Herning havde i 2007 besøgsrekord med 45.500 gæster, der besøgte de over 300 stande og beundrede hele 2.500 af landets allerbedste husdyr. I 2008 ventes endnu flere gæster, når åbningsdagen flyttes fra torsdag til fredag og søndagen tages med.
Landsskuet i Herning havde i 2007 besøgsrekord med 45.500 gæster, der besøgte de over 300 stande og beundrede hele 2.500 af landets allerbedste husdyr. I 2008 ventes endnu flere gæster, når åbningsdagen flyttes fra torsdag til fredag og søndagen tages med.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: