Massey Ferguson med nyt til mindre landbrug
Massey Ferguson har fornyet 5400-serien nedad, så det nye design, der blev introduceret for et år siden, nu går helt ned til 80 hk.
I størrelsesgruppen fra 80 til 105 nominelle hk er det nu blevet muligt at få en Massey Ferguson med det nye design, der blev introduceret sidste forår og giver mange fordele i det daglige.
De fire modeller 5425, 5435, 5445 og 5455 erstatter de tidligere med samme numre men har rundt regnet alle 10 hk mere i ydelse. De to største får tilmed transportboost, der hæver den maksimale effekt i de højeste geargrupper til henholdsvis 110 og 125 hk.
De nye Tier 3A-motorer fra Perkins lever under en ny motorhjelm, der åbnes i ét stykke og giver god adgang til service og til rengøring af kølerne. For at forbedre udsynet fremad yderligere tilbydes de fire modeller med en speciel lav motorhjelm.
Traktorerne, der ifølge salgs- og træningschef hos MF Martin Wakely er udviklet specielt med henblik på små landbrug og husdyrbrug, er udstyret med Dyna-4-transmission, der har fire powershifttrin i fire grupper.
Geartilpasning, hydraulisk vendegear og knapbetjent skift imellem gear og grupper betyder, at koblingen ikke behøver at blive brugt.
max
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: