Log på Forside
 
Med showkøerne på dyrskue
At stille op med præmiekøer på et dyrskue kræver masser af forberedelse. For Lars og Rasmus Stenbek startede det tilbage i april.
Foto: Jørgen Rudbeck
Lars Stenbek og sønnen Rasmus giver nummer 2827 den store vask inden rejsen går mod Roskilde. Selv ørene får en tur i sæbevand.

For snart to måneder siden troppede kvægavlskonsulenten op hjemme hos Lars Stenbek i Lov ved Næstved. Det var blevet tid til udvælgelsen af de Jerseykøer, som skulle repræsentere familien Stenbek på årets Roskilde Dyrskue.

Selvom det er ottende år i træk, at Lars Stenbek har køer med på dyrskuet, får

han stadig hjælp af avlskonsulenten til at vælge de helt rigtige køer.

"Jeg ved da efterhånden godt, hvad der gør en rigtig god ko, men fire øjne er jo som bekendt bedre end to," siger Lars Stenbek med et blink i øjet.

Noget tyder da også på, at han efterhånden godt ved, hvad han skal kigge efter. Sidste år hjemtog hans Jerseyer hele seks af de ni ærespræmier, der blev uddelt til racen på Roskilde Dyrskue.

En rigtig showko

Blandt de seks vindere var ko nummer 2827, og hun skal helt sikkert med igen i år. 17-årige Rasmus Stenbek mønstrede hende sidste sommer, og han har nemt ved at forklare, hvad der gør ko nummer 2827 så god:

"Hun nyder opmærksomheden, og så går hun altid med hovedet højt, også hjemme i stalden. Hun er en rigtig showko," siger han

Nummer 2827 skal af sted sammen med ni-ti andre Jerseyer, men da hun har været af sted før, behøver hun ikke så meget træning i at få grime lagt på og blive mønstret. Det gør nogle af debutanterne derimod, og tre uger før skuet kommer de på intensivt kursus i, hvordan man skal opføre sig for at blive familien Stenbeks nye præmieko.

Velfriseret og med rene sko

Et par uger før dyrskuet bliver deltagerkøerne skrubbet og skuret, og pelsen bliver klippet.

"Vi klipper det ret kort, så er det nemmere at få til at se pænt ud. Pelsen kan godt blive lidt stribet, men i løbet af en uge falder det til, og så har det den rigtige længde til skuet," fortæller Lars Stenbek.

Dagen før det med vognmand går mod dyrskuepladsen i Roskilde, vaskes køerne grundigt med shampoo og sæbe, så alt fedt og møg bliver fjernet. De beskidte klove spules rene med højtryksrenseren og yveret og hovedet får den sidste tætte hårtrimning. På den måde kommer alle konturerne til at fremstå tydeligt.

"Så tager det ikke ret lang tid at gøre dem klar, før vi skal ind og gå med dem til konkurrencen," fortæller Rasmus Stenbek, der er en af de tre, der i år skal mønstre køerne i Roskilde.

Lige før det er tid til at gå i ringen på dyrskuet rettes de sidste ting til, og koens klove farves med sort spraymaling, så de fremstår helt sorte og rene, som de skal på en rigtig Jersey showko.

Det er vigtigt at få skuret helt i bund.
Tidligere var det ko nummer 2288, som var showko hos familien Stenbek. Seks år i streg var hun med til dyrskue, og tre gange blev hun kåret som bedste ældre Jersey. Her er det 6-årige Lasse Stenbek, der mønstrer den medgørlige dame.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: