Syv vinderprojekter på spring
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 53
Realdania kårede sidste sommer syv vinderprojekter i deres idekonkurrence om Fremtidens Landbrugsbyggeri. Meget visionære ideer, der endegyldigt slår en pæl igennem opfattelsen af et landbrug som en firlænget gård. Ud over den beskrevne vandresti på taget af en lade var der også underjordiske grisestalde med et drivhus oven på - læskærme om gården formet som en spiral i landskabet - og velfærdsstalde til køer.
"De seks byggerier af fremtidens landbrugsbyggeri vil blive opført i perioden 2008-2010," fortæller Karsten L. Willeberg-Nielsen fra COWI, der er tilknyttet Realdanias konkurrence og efterfølgende konkretisering og udførelse af projekterne.
Det sidste lille års tid er gået med at få tilpasset vinderprojekterne størrelsesmæssigt og økonomisk - uden at miste de overordnede visioner og arkitektur for hvert byggeri. Eller med andre ord at få de visionære ideer omdannet til noget konkret.
"Keld Stenlien Hansens multilade er den, der er kommet længst - de er så småt gået i gang. Mens de øvrige projekter stadig er i gang med forundersøgelser eller detailprojektering i samarbejde med byggerådgivere og de tilknyttede arkitekter," siger Karsten L. Willeberg-Nielsen.
Erik Rykind-Blarke, der er projektchef hos Realdania, lægger ikke skjul på, at de havde forventet at se de første vinderprojekter færdige allerede nu. Men byggeprojekter tager jo ofte længere tid, end man regner med, som han siger.
Skal man tro de mange spændende tegninger, er det også bygninger der er værd at vente på. Og som vil sætte nye standarder for byggeri i landbruget.
Følg de spændende projekter på www.fremtidsgaarde.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: