Thy Madfestival & Dyrskue i Hurup
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 53

Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Der er øget fokus på mad på Thy Madfestival og Dyrskue i Hurup.
Sommerens dyrskuekræfter i Thy og på Thyholm, Mors og Hannæs samles i år i Hurup, hvor der lørdag 7. juni afholdes stort dyrskue og madfestival. Der forventes det største dyrskue nogensinde i Hurup, hvor der nu også - efter aflysning af Fællesskuet i Nykøbing - bliver kvægudstilling og -bedømmelse i Hurup.
Der var allerede lagt op til en fornyelse af dyrskuet i Hurup i form af øget fokus på heste og mad som det bærende i udviklingen af arrangementet. At der nu tillige bliver mulighed for udstilling og bedømmelse af kvæg betyder en stor udvidelse af dyrskuearealet i Hurup, hvor der samtidig forventes øget interesse fra øvrige udstillere som maskinleverandører.
»Vi vil vise, hvad landbruget kan for øjet, øret og smagen,« siger Niels Eriksen, formand for dyrskueudvalget i LandboThy.
»Dyrskuet skal være en dag, som både udstillere og publikum ser frem til, og vi ved allerede nu, at der bliver tale om blandt andet Norddanmarks største hesteskue med kåring, den største kvægudstilling i nyere tid samt Nordvestjyllands største børnedyrskue.«
I det særlige madfestivaltelt er der både madskue og madsmag i form af udstillinger og smagsaktiviteter med fokus på kvalitetsprodukter og deres forarbejdning. Festivalen skal være med til at synliggøre og profilere de gode fødevarer i området med islæt fra det nordiske køkken med masser af menuer, der pirrer smagsløgene.
www.landbothy.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: