Log på Forside
 
Brint- og solanlæg i Kolding

Forsyningsselskabet TRE-FOR, der er den vigtigste leverandør af elektricitet, vand og fjernvarme i trekant-området,opsætter i maj et demonstrationsanlæg med kombineret solcelle- og brændselscelleanlæg i sit domicil på Kokbjerg 30 i Kolding.

I 2007 investerede TRE-FOR 42 mio. kr. i brændselscellevirksomheden IRD A/S, der dermed fik mulighed for at starte kommercialiseringen af ny energiteknologi. TRE-FORs demonstrationsanlæg består af fem brændselscelleanlæg fra IRD kombineret med et solcelleanlæg. Brændselscelleanlæggene producerer - med høj eleffektivitet - energi ud fra brint.

»Helt basalt konverterer brændselscellerne den kemiske energi der frigøres ved reaktionen mellem brint og ilt til vand, elektricitet og varme. Brinten skaffer vi fra solenergi, idet vi opsætter solcelle-paneler på taget af vores bygning. Energien fra solcelle-anlægget spalter vand til ilt og brint, og brinten anvender vi derefter i brændselscellerne. Der er tale om et rent energiproduktionsanlæg, der bidrager direkte til ægte klimaforbedring,« forklarer administrerende direktør Knud Steen Larsen til Dansk Energis nyhedsbrev.

Det samlede anlæg vil supplere TRE-FORs varme- og elforbrug i bygningen på Kokbjerg 30 i Kolding.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: