Foto: Jens Tønnesen.
Anders Sørensen, landsformand for Danske Forsamlingshuse, i gang med at hejse Dannebrog foran Gasse Forsamlingshus i Sønderjylland.
Omkring 1870, da de første forsamlingshuse så dagens lys, var der tale om noget nyt og kontroversielt. Der stod blæst omkring dem.
"Forsamlingshusene var i de første mange år aktivisthuse, opført af en kreds af meningsfæller - med tydeligt ideologisk præg af grundtvigsk eller venstrepolitisk art," kan man læse i Forsamlingshusenes historie, der er udgivet i bladet ForsamlingshusNyt, hvis redaktør er Ejvind Lassen.
Ofte udgjorde forsamlingshusgrundlæggerne en minoritet i lokalsamfundet.
Mange af de tidligste forsamlingshuse var først og fremmest bygget som øvelseshuse for skyttekredse, og enkelte steder var de opført i forbindelse med en grundtvigsk friskole.
"For nogle var forsamlingshusene et naturligt element i kulturlandskabet, mens andre grupper opfattede dem som fremmed eller direkte fjendtligt land", lyder et andet citat fra Forsamlingshusenes historie.
Mundkurvscirkulære
Der var i slutningen af 1800-tallet stærke politiske modsætningsforhold i det danske samfund med bitre magtkampe mellem højre og venstre.
I løbet af 1860'erne var skolerne blevet hjemsted for en voksende møde- og foreningsaktivitet. Men det så højreregeringen ikke med milde øjne på. Derfor blev det forbudt at bruge skolelokalerne til vælgermøder, møder i politiske foreninger, og til frimenighedsmøder. Skolerne måtte heller ikke bruges til dilettant, selskabelige sammenkomster eller basarer eller møder, hvor der skulle erlægges særskilt betaling for adgang.
Det begyndte med, at der i 1885 blev udstedt et såkaldt Mundkurvcirkulære mod agitatorisk optræden blandt skolelærere. Regeringen oprettede samtidig et militært gendarmerikorps, De lyseblå gendarmer, som skulle sikre ro og orden. I et cirkulære fra 1889 kom så forbuddet mod at bruge skolelokalerne til en lang række folkelige aktiviteter.
I første omgang rykkede disse aktiviteter derfor ind i private hjem og sale. Men så begyndte et eksplosionsagtigt byggeri af forsamlingshuse, hvor der typisk i vedtægterne kunne stå: "Her kan ordet lyde frit uden bånd i nogen retning."
Adskillige steder blev der samtidig oprettet friskoler som alternativ til statens skoler.
Hver landsby sit hus
Efter århundredskiftet gik det politisk oprørske præg af forsamlingshusene.
Forsamlingshusideen var blevet så udbredt og alment accepteret, at det nærmest blev en modesag, at hver landsby eller sogn skulle have sit hus. Hvis forsamlingshuset var en en modpol til noget, så var det missionshuset.
Kampen om forsamlingshuset stod mest mellem de forskellige landsbyer om, hvor i sognet det fælles hus skulle opføres. Mange steder endte det med, at der blev bygget et forsamlingshus i hver landsby.
I Sønderjylland, blev der oprettet forsamlingshuse som fremmede den danske sag, og her har forsamlingshusene deres helt egen historie, som også er beskrevet i Forsamlingshusenes historie.
1.600-1.700 forsamlingshuse blev det til. Omkring 1.250 af dem er fortsat i funktion og betragtes nu som en del af den danske kulturarv.
www.forsamlingshusnyt.dk