
Foto: Nassau Door
Mange landmænd vil gerne have et godt lysindkast i deres porte, og vælger derfor porte med ruder.
Flere og flere landmænd foretrækker fjernbetjente porte. Snoretrækket er røget ud til fordel for elmotorer og fjernbetjeninger, så landmanden kan blive ombord på traktoren, når han skal ind i maskinhus eller stald.
Hos Nassau Door A/S i Ringe er der ikke længere megen gang i salget af standardporte uden ekstraudstyr:
»Der er kommet meget fokus på komfort, og omkring 70 procent af vores solgte porte i år har motor, og de er fjernbetjente. Det tal vokser år for år,« fortæller salgschef Morten Risager Hansen.
Nassau Door A/S solgte sidste år et par tusinde porte, og hovedparten af dem blev leveret med motoriseret hejs. En standardport koster omkring 10.000 kroner eksklusiv moms og montage hos portfirmaet, mens man skal regne med at give omkring 15.000 - 16.000 kroner for en port med en række vinduer, elhejs og fjernbetjening.
Hos Buje Garageporte i Brønderslev sælger man også overvejende fjernbetjente porte, både til private og landmænd.
»Ni ud af ti porte, vi sælger i dag, bliver leveret med fjernbetjening. Derudover har vi en del som gerne vil have udstyret deres gamle port med elmotor og fjernbetjening,« fortæller medejer af Buje Garageporte Jens Christian Buje.
Det koster fra omkring 3.000 kroner, hvis man ønsker at købe et fjernbetjeningsmodul til den manuelle port, man i forvejen har siddende.
Betjening af flere porte
Da mange landmænd har flere porte, er det også blevet populært at anskaffe fjernbetjeninger med flere kanaler.
»Ofte vælger landmanden at anskaffe sig en flerkanalsbetjening, hvis han har flere porte, og så har han fjernbetjeninger til at ligge i de forskellige maskiner, som han skal ind og ud af porten med,« fortæller Morten Risager Hansen. En fjernbetjening koster mellem 200 og 600 kroner, og der kan kodes op til otte porte ind på de dyreste håndholdte fjernbetjeninger.
Skal se godt ud
»Det er vigtigt for kunderne, at bygning og port passer sammen - både arkitektonisk og materialemæssigt og farvemæssig,« forklarer salgschef ved Nassau Door A/S, Morten Risager Hansen.
»For tiden er antrasitgrå populær, ligesom flere og flere bestiller sorte porte, fordi det passer godt i den generelle byggestil for øjeblikket.«
Hos Nassau Door opererer man i 10 standardfarver, men mod et tillæg kan man få malet porten i præcis den farve, man gerne vil have.
Spar med »kunstigt« træ
Hos Buje Garageporte i Brønderslev oplever man også en stigende interesse for at få garageporten tilpasset stuehuset. Her sælger man træporte og porte af galvaniseret stål, og ud over de traditionelle ensfarvede modeller tilbyder man også modeller, hvor sektionerne er prægede på den ene eller anden måde.
»Mange vil gerne købe en port med en træstruktur eller med fyldninger, så den for eksempel passer sammen med husets mahognivinduer,« fortæller ejer Tina Buje.
Hun fortæller også, at mange er på udkig efter en rigtig træport, når de kommer til Buje Garageporte:
»Men når vi så fortæller om portene af galvaniseret stål med trælook, kan de godt se, at de får rigtig meget for pengene ved at vælge den løsning frem for en kvalitetsport af træ, som kræver megen vedligeholdelse,« siger hun.
»Vil man have en ægte træport i en god kvalitet, kommer man af med omkring 30.000 kroner. Vores stålport med ege-look koster cirka 10.000 kr., så der er mange penge at spare,« konstaterer Tina Buje.
Det er blevet muligt at styre op til otte porte fra samme fjernbetjening.