Log på Forside
 
Foreningen Mor søger ferieværter
Børn af enlige mødre drømmer om et pusterum hos en familie på landet.

Tænk at kunne komme tilbage fra sommerferien og sige til sine kammerater: »Jeg har også været på ferie og oplevet noget.«

Den mulighed vil medlemmerne af Foreningen Mor gerne kunne give deres børn. Derfor søger foreningen familier på landet, som kunne tænke sig at være ferieværter for børn, hvis hverdag er en tilværelse sammen med en enlig mor.

»Nogle af vores børn har aldrig oplevet, hvad det vil sige at holde ferie og komme væk fra dagligdagen og få et pusterum fra det at være barn af en enlig mor,« fortæller Dorthe Dyhrberg, som har sendt opfordringen fra Foreningen Mor.

Foreningen er for enker og enlige mødre i Danmark. Den har 130-150 aktive medlemmer der støtter og hjælper hinanden, så godt de formår.

»Der er alle samfundslag blandt os. Nogen har været alene i et par år. Andre har måske lige mistet deres mand på den ene eller den anden måde,« fortæller Dorthe Dyhrberg, som forklarer, hvorfor foreningen kun er for kvinder.

»Det har vi valgt, fordi vi tror på, at vi derved opnår en tættere og større kontakt og måske er mere åbne over for hinanden, når vi kun er kvinder.«

Hvis der er familier på landet, der har lyst at lære nogle af børnene og deres mødre at kende, vil Foreningen Mor gerne hjælpe med at matche børn og værtsfamilier.

Interesserede kan henvende sig på info@foreningenmor.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: