Log på Forside
 
Forsamlingshuse råber om hjælp
Danmark har cirka 1.250 forsamlingshuse. De er en del af den danske kulturarv, men mange trænger til renovering. Anders Sørensen, formand for Landsforeningen Danske Forsamlingshuse, har været hos kulturministeren for at tale forsamlingshusenes sag.
Anders Sørensen ved forsamlingshuset gasfyr, der blev installeret for 10 år siden, da huset blev renoveret for 400.000 kr.

Sidste år i januar blev der holdt 60'er-fest i Gasse Forsamlingshus. Der var 138 deltagere. Et pænt fremmøde i et samfund med 100 husstande.

Den halve snes unge mænd i 30-40 års alderen, der sammen går på madlavningskursus, fremtryllede i husets køkken en tre retters menu med kartoffelsuppe, kalvefilet og hjemmelavet is.

"Det var en rigtig god fest," mindes Anders Sørensen, der er formand for Gasse forsamlingshus og en af de 12 aktive landmænd, der er tilbage i den sønderjyske landsby.

"Der var også nogle tilflyttere med til festen. Dem vil vi gerne have med i vores fællesskab. Derfor holder vi tre-fire fællesarrangementer om året i forsamlingshuset og sørger specielt for at invitere de nye. Forsamlingshuset er det sidste samlingssted vi har her i byen, for skolen, købmanden og smeden er lukket. Vi vil gøre meget for at bevare det," siger Anders Sørensen.

For 10 år siden renoverede Gasse-borgerne deres forsamlingshus. Det fik blandt andet installeret nyt gasfyr. Men taget kunne godt snart trænge til udskiftning. Og sådan har mange andre forsamlingshuse det også. De trænger til en kærlig hånd.

Tre ønsker

Anders Sørensen er også landsformand for landsforeningen Danske Forsamlingshuse. Sidste år i september havde Landsforeningens Forretningsudvalg sammen med blandt andre repræsentanter fra Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og duoen Lasse & Mathilde et møde med kulturminister Brian Mikkelsen om forsamlingshusenes situation.

Kulturministeren havde på forhånd fået tilsendt et omfangsrigt materiale om de trængte forsamlingshuse. Heri kunne han blandt andet læse, at der i 1995 var cirka 1.300 forsamlingshuse. I dag er der 1.250. En del har måttet dreje nøglen om.

"Vi mener, at et af problemerne er, at det er svært for forsamlingshusene at skaffe penge til vedligeholdelse af bygningerne, og at vi synes, det må være en offentlig opgave at sikre, at et stykke dansk kulturhistorie bliver opretholdt. Derfor bad vi kulturministeren om tre ting," forklarer Anders Sørensen, der var ordfører for gruppen:

1. En vedligeholdelsespulje.

2. En pulje til kulturelle arrangementer i forsamlingshusene.

3. En ny forsamlingshus-redegørelse, da den gamle er over 30 år.

På mødet blev det besluttet, at kulturministeren skulle tale forsamlingshusenes sag over for blandt andet Fødevareministeriet og Landdistriktspuljerne.

"Men siden er der ikke rigtig sket noget," konstaterer Anders Sørensen, der håber på politisk opbakning til byfornyelsespenge til landets forsamlingshuse.

"Med 50-70 mio. kr. i en vedligeholdelsespulje kan vi komme langt. Og med hensyn til kulturarrangementer, så ville noget folkemusik være fint. Det kunne Lasse og Mathilde hjælpe med," mener Anders Sørensen.

www.forsamlingshuse.net

Læs om forsamlingshusenes historie på side 12.

Gasse Forsamlingshus er rammen om en del private fester og arrangementer, og det er samlingssted for en klub for børn og unge. Det er det sidste sted, landsbyen har fælles. Men taget trænger til udskiftning og murene er ved at være porøse.
Gasse Forsamlingshus har ikke et bestyrerpar. Man skal selv lave mad i køkkenet.
Forsamlingshusene er en del af den danske kulturarv, og de bør have støttemuligheder, så bygningerne kan sættes i stand, mener Anders Sørensen, der er formand for Landsforeningen af Danske Forsamlingshuse. Her sidder han midt i sit lokale forsamlingshus i Gasse.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: