Log på Forside
 
Gartner og kloakmester formand for LandboUngdom
Foto: Jesper Hall.
Michael Pedersen ny formand for LandboUngdom.

LandboUngdom har fået ny formand. Det er 30-årige Michael Pedersen med kælenavnet "Boon".

Michael Pedersen, der har været med i LandboUngdom siden 1995, arbejder som selvstændig anlægsgartner og kloakmester i Videbæk og har tidligere siddet i ledelsen i LandboUngdoms Aktivitets- og Kursusudvalget. På LandboUngdoms Årsmøde på Ho Ferie-Center ved Blåvand vandt han formandsposten i tæt løb med 27-årige Lena Andersen fra Taulov.

Mens den afgående formand, Steffen Damsgaard, var formand for LU på fuld tid, skal Michael Pedersen arbejde på deltid. Det betyder, at han lader andre om opgaver omkring etablering, uddannelse og landdistriktsmidler. Nogle af de politiske opgaver vil Arne Buchholt og Jeppe Bomann overtage.

Michael "Boon" Pedersen skal primært stå for alle aktiviteter og initiativer i LandboUngdom. Selv mener han, at han kan tilføre organisationen glæde og gejst.

"Alle, der kender mig, ved jeg er en sprællemand," siger han til LandbrugsAvisen.

"Jeg vil have vendt medlemstilbagegangen. Vi skal have fat på de unge på landbrugsskolerne, så de ved, hvor sjovt medlemmerne har det i LandboUngdom. Så vil jeg også have gejsten tilbage hos de gamle medlemmer. De skal kunne mærke fællesskabet igen."

Familieforretning

Michael Pedersens forældre har i over 30 år drevet Videbæk Planteskole, som i dag hedder Bo Grønt Havecenter.

Michael Pedersen har drevet anlægsgartnerfirma siden 2002. De første halvandet år på Sjælland. I 2004 købte han sig ind i anlægsafdelingen ved Videbæk Planteskole. I 2005 blev han autoriseret kloakmester og i den forbindelse udvidede firmaet sine aktiviteter til også at indeholde kloakservice. Derfor ændrede firmaet i 2006 navn til VIP Anlæg & Kloak.

Michael Pedersen arbejder side om side med familien. Hans står for anlægsafdelingen, mens hans forældre står for havecentret. Michael Pedersen har ni ansatte. I fritiden går Michael Pederen på jagt, og har diverse bestyrelsesposter.

Foga

Michael Pedersen ny formand for LandboUngdom - på deltid. Alle der kender mig, ved jeg er en sprællemand, siger han om sig selv.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: