
Foto: Jens Tønnesen
Arkitekt Kræn Ole Birkkjær forklarer Mette Aggerholm og Claus Holm Sørensen, hvordan de kan få helt nye anvendelsesmuligheder for deres gamle stald med lavt til loftet. De skal fjerne etageadskillelsen, åbne op til kip og sætte fritstående spær ind i bygningen, så slipper de for de mange bærende stolper i gulvet. I dette tilfælde er bygningen stormskadet, så taget skal skiftes, men det er normalt ikke nødvendigt med tagudskiftning.
Måske kender du typen. En ældre stald eller lade - murværket er i orden, træværket solidt og taget tæt. Men der er fyldt med bærende stolper overalt. For de fleste gamle stalde og lader var unægtelig bygget til en anden tid. En tid hvor man mugede ud med trillebør og fodrede med håndkraft og havde meget færre dyr og maskiner end i dag.
I dag er de snærende stolper ofte i vejen for en moderne udnyttelse af bygningen - med brug af minilæsser, fuldfodervogn, store traktorer eller andre motoriserede dyr. Og netop derfor har mange i dag nærmest ingenting at bruge bygningerne til. På den anden side kan de fleste måske heller ikke nænne at vælte dem, fordi bygningerne er for gode eller indgår i en hyggelig firlænget gårdstruktur.
Nikker du genkendende til problemet, er du i båd med mange andre. Men fortvivl ikke. Der findes en løsning, så du kan bevare din gamle bygning og samtidig få et helt frit rum, der kan bruges til mange forskellige ting. Nemlig fritstående spær sat ind under taget.
Her skal du bevare
Kræn Ole Birkkjær, arkitekt og landskonsulent på Landscentret, Plan & Miljø, Land og Byg, anbefaler ofte at sætte fritstående spær ind i en ældre udbygning som erstatning for den eksisterende tømmerkonstruktion, og dermed få helt nye anvendelsesmuligheder. Men selvfølgelig kun hvis bygningen er god nok og har en byggeskik der er værd at bevare.
"En bygning med kulturarv og en historisk værdi er det ofte synd at vælte. Især hvis den indgår i et hyggeligt firlænget gårdmiljø, som det ville være en skam at ødelægge. Det kan tilmed forringe ejendommens værdi," mener han.
I sådanne tilfælde er det en god løsning at sætte spær ind under den eksisterende hat af tag og murværk. Men det kræver, at de tekniske detaljer som tagkonstruktion, murværk, spær, stolper og eksisterende fundament er i orden. Specielt i hjørnerne, hvor der skal graves fundament til de nye gavlspær. Man kan selvfølgelig også vælge at lægge nyt tag på samtidig, men er taget i orden, er det ikke nødvendigt.
Helt nyt rum
"Det giver et helt nyt, frit rum med åbent til kip, når man sætter fritstående spær ind og fjerner en eventuel etageadskillelse. Man får langt flere anvendelsesmuligheder, når stolper og andre snærende ting er væk. Muligheder der ofte kan give plads til en gammel drøm. Og så kan man jo altid have udlejning til for eksempel lagerrum eller andet i baghånden, som også kan give en indtægt," siger Kræn Ole Birkkjær.
Tilmed vil det hæve ejendommens værdi og gøre den lettere at sælge, når den tid kommer.
Han anbefaler træspær, som med de stigende stålpriser ikke længere er dyrere. Og mindst lige så holdbart. Men til gengæld giver de et helt andet signal end stål.
"Træspær er utrolig flot i en ældre staldbygning og signalerer andet end bare en stald. Det signalerer kvalitet og rummer en naturlig varme."
Her bør du vælte
Har man til gengæld en ældre fritstående bygning uden for den firlængede gårdstruktur og uden specielle kvaliteter, som man måske oven i købet ikke har noget særligt at bruge til, skal man nøje overveje, om den ikke er bedst tjent ved at blive væltet. Især hvis den har en gammel lugt af ammoniak, som er næsten umulig at slippe af med. Man kan jo eventuelt bygge nyt i stedet for til næsten de samme penge, hvis man har brug for pladsen.
"Det er næsten lige så dyrt at sætte spær ind i en eksisterende bygning, som det er at bygge nyt. For man skal jo huske på, at det ikke kun er spærene der koster. Man skal ofte fjerne et lavt loft og alt det overflødige i bygningen plus lave punktfundamenter til spærene," minder Kræn Ole Birkkjær om.
Han opfordrer til, at man regner på, hvad begge løsninger koster, før man kaster sig ud i noget. Gerne ved hjælp fra en bygningskonsulent eller via et byggefirma.
En af fordelene ved at bygge nyt er, at man kan vælge at lave en meget større bygning end den gamle og ofte lille stald.
Den firelængede gård i typisk vestjysk byggestil ville det være synd at ødelægge. Længen til højre var stormskadet og ejerne var meget i tvivl, om de skulle vælte den, bygge den op i gammel stil eller renovere den. Arkitekt Kræn Ole Birkkjær anbefalede at sætte fritstående spær ind i den eksisterende bygning.
Denne lade har fået sæt fritstående spær ind - og anvendelsesmulighederne er nu mange.
Laden inden renoveringen har meget begrænsede anvendelsesmuligheder.