Heste, grise, køer og får hører til et ønskeliv på landet
Mange der flytter på landet gør det specielt, fordi de gerne vil holde dyr. De kan hente råd i bogen "Flyt på landet- og hold dyr" og høre om regler og ansvar der er anderledes end i byen.
Af Marianne Fogtmannfogtmannn@landogliv.dkTlf. 33 39 47 66
Bogen Fyt på landet - og hold dyr er udgivet af Forlaget Atelier.
Et liv i byen er grundlæggende mere enkelt end et liv på landet. Så er det sagt.
Når man bor på landet, vil man som regel have sin egen varmeforsyning og ofte sin egen vandforsyning og man må vide mere om sine elinstallationer end folk i byen, fordi man ofte har flere bygninger af forskellig alder og med forskellige behov.
På landet er man nødt til selv at tage stilling og finde løsninger på opgaver, som mange i byen ikke er vant til. Det bør man tænke over, inde man vælger at flytte ud til ønsketilværelsen på en landbrugsejendom.
Den slags nøgterne overvejelser lægger Jens Otto Hansen op til i sin bog "Flyt på landet - og hold dyr".
Her gennemgår han en lang række emner, som har at gøre med de drømme og forhåbninger familier har, når de vælger at flytte på landet. Her listen over det der typisk driver dem:
- Vi håber at få mere tid til familie og venner
- Vi vil give vore børn mere naturlige og frie opvækstvilkår
- Vi ønsker mere plads og tid til vores hobby
- Vi ønsker at leve mere i pagt med naturen og årstidernes skiften
- Vi ønsker at være selvforsynende og komme til at leve sundere
- Vi vil holde dyr - forskellige dyr.
Det sidste giver Jens Otto Hansen, der er uddannet agronom og har været lærer på Dyr-Jordbrugsskolen i Kolding, en masse jordnære råd om. Han fortæller både om hold af kvæg, heste, grise, får, geder, høns, fjerkræ, kaniner, bier og eksotiske dyr som hjorte og strudsefugle og kænguruer og glemmer ikke at gøre opmærksom på love og regler, der skal overholdes - også af hensyn til sygdomsrisiko.
Høns og regler
Til dem der glæder sig til at holde høns er der for eksempel disse råd:
- Husk at følge reglerne for beskyttelse af fugle og fjerkræ mod fugleinfluenza.
- Det er ikke lovligt at sælge sine æg uden at få kontrolleret sin besætning for salmonella.
- Vedrørende miljøhensyn skal det anmeldes til kommunen, hvis man etablerer, ændrer eller udvider sit dyrehold til mere end tre dyreenheder, hvilket svarer til 30 høns.
I bogen er der også instruktive tegninger til, hvordan man konstruerer et hønsehus.
"Flyt på landet- og hold dyr" er udgivet på forlaget Atelier. Pris 199,95 kr. Se www.atelier.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: