Jeg hader at være uforskammet. Alligevel har det ramt mig med jævne mellemrum, når jeg taler i telefon med folk. Pludselig smider jeg røret på.
Det er ikke med vilje. Det er min mobiltelefon, der bare slukker midt i samtalen.
"Har du prøvet at opdatere den?" spørger den venlige mand i Sonofon-forretningen, da jeg forelægger ham problemet.
"Opdatere? Nej, jeg har jo lige købt den!"
"Ja, men den kan godt have ligget på lager længe, før du købte den," betror han mig.
"Men du kan selv gøre det på nettet," fortsætter han.
Men jeg har købt en ny telefon, ikke et samlesæt. Og hvis den ikke virker, må sælgeren få den til at virke, meddeler jeg en anelse stødt.
Da jeg fire uger senere modtager en telefon, der er "elektronisk justeret og opdateret", glæder jeg mig til, at de afbrudte samtaler er blevet fortid. Den glæde bliver kortvarig. Allerede den anden samtale afbrydes, mens jeg er ved at betro et andet menneske noget vigtigt. Ikke alene afbrydes samtalen - hele telefonen slukker. Det tager altså så lang tid inden jeg kan ringe og beklage, hvor uforskammet jeg har været, at det virkelig er uforskammet. Til sidst affinder jeg mig med situationen, og mennesker jeg kender undres over, hvor studs jeg er blevet, og mennesker jeg ikke kender tænker sikkert mange mindre pæne ting.
"Kan du ikke bare få en anden telefon," foreslår min kloge kone, da jeg fortæller om problemet.
"Kan jeg ikke bare få en anden telefon," spørger jeg den venlige mand i Sonofon-forretningen, da jeg endnu en gang klager min nød.
Men, næh, det kan man ikke sådan, for det er jo noget Nokia bestemmer, og det kan godt tage lang tid, men nu skal de da straks sende den til reparation.
Jeg er en smule skeptisk, da jeg efter de obligatoriske fire uger får telefonen tilbage, efter at den er blevet "elektronisk justeret og opdateret". Med god grund, viser det sig, allerede tredje samtale bliver afbrudt.
Nu må jeg da kunne få en anden telefon, siger jeg med en anelse desperation i stemmen, da jeg igen opsøger forretningen.
"Vi skal forelægge Nokia din anmodning, og vi vil gerne anbefale det, men vi kan ikke love noget," lyder det lakoniske svar.
Fire uger senere efterlyser jeg min telefon - jeg vil nemlig gerne tale med nogen. Der går yderligere nogle dage før Nokia custom care centeret - ja, sådan hedder det faktisk - henvender sig.
De har set på min sag, og jeg er berettiget til at få en ny telefon, oplyser de. Der er bare et problem: Telefonen produceres ikke længere. Derfor kan de få svært ved at skaffe en.
"Hvad vil I gøre ved det?" spørger jeg - nu noget skarp i mælet.
"Ja, hvad synes du, vi skal gøre?"
"Give mig en ny telefon. Hvad ellers?"
"Men som sagt: Den er udgået af produktion. Men hvis du kan finde en forretning, hvor de har en på lager, kan vi måske finde ud af noget."
"Sig mig, er det ikke jer, der skal finde en forretning?" spørger jeg forundret. Men det er det ikke, kan jeg forstå på svaret, der er holdt i en venlig tone som samtidig lader mig forstå, at nu er jeg virkelig lidt besværlig.
I Sonofon-forretningen er de mere hjælpsomme. De ringer rundt til kolleger i hele landet - formentlig på en fastnet-telefon - og det lykkes dem at stampe et eksemplar af en Nokia E50 op af jorden.
Dagen efter kan jeg hente min splinternye telefon i forretningen med den venlige betjening. Dagen efter afbryder den første gang en samtale, som denne gang er mindre vigtig. Jeg har lært at benytte mig af fastnet-telefonen til alt, der har blot den mindste betydning.
Nu er jeg virkelig desperat. Opsøger forretningen igen for at købe en anden telefon.
"Hvad skal det være for en?" spørger den unge ekspedient.
"Bare en der virker. En der ikke slukker, en, hvor man kan høre ham der er i den anden ende, en der virker!"
Den unge mand får et bekymret udtryk i ansigtet.
"Det tror jeg bliver svært," siger han
"Den slags laver de ikke rigtigt mere. Ikke Nokia i hvert fald," siger han. Men han er nu også bekymret over at anbefale andre mærker.
"Men jeg skal jo bare kunne tale i den," stammer jeg fortvivlet.
"Ja, men i dag kan telefoner så meget andet, så det er ikke sikkert du kan få en, der er stabil at tale i," siger han med trist stemme.
"Det er jo det, de unge har brug for!"