Må man køre med kniv i hestetraileren?
Kniven må i hvert fald ikke ligge i bilens handskerum, hvis traileren er spændt fra.
Af Merete Hattesen
hattesen@landogliv.dk
Tlf. 33 39 47 53

Foto:Colourbox
Som udgangspunkt må man godt have knive med et blad længere end syv cm på sig, hvis det er til et anerkendelsesværdigt formål. For eksempel i forbindelse med jagt, fiskeri og spejdersport. En kniv i hestetraileren kan måske også være et anerkendelsesværdigt formål. I sidste ende må det afgøres af en domstol.
En læser har kontaktet Land&liv med følgende spørgsmål:
»Jeg har haft hestetrailer i mange år og altid haft en kniv til at ligge i bilens handskerum, hvis jeg skulle komme i den situation, at hesten hurtigt skulle skæres fri fra grime eller tov i forbindelse med ulykker, hvor hesten er væltet, kommet i klemme eller andre nødsituationer. Foldeknivens blad er omkring 11-12 cm lang og kan låses, for det er nu en gang de bedste. De små lommeknive, der ikke kan låses, er ikke skarpe nok. Men må man det - og hvis ikke, hvad skal jeg så gøre, når jeg nu gerne vil gøre tingene lovligt?«
Til det siger Jens Tolum Christensen fra Rigspolitiet i København, at man som udgangspunkt godt må have knive med et blad længere end syv cm på sig, hvis det er til et anerkendelsesværdigt formål. Og nævner for eksempel jagt, fiskeri og spejder som kendte anerkendelsesværdige formål.
»Det lyder logisk, at en kniv beregnet til at skære en nødstedt hest fri med er et anerkendelsesformål,« siger han. Men pointerer, at det i sidste ende er domstolen der afgør sådan en sag, hvis den skulle komme så langt.
»Men jeg vil mene, at man i sådan en situation har en god sag, hvis man vel at mærke har hestetraileren spændt på bilen,« konkluderer han.
Til gengæld er det ikke i orden at opbevare en kniv af den størrelse i bilens handskerum, hvis traileren ikke er bag på. Så er den gal. Og derfor bør kniven nok ligge i hestetraileren og ikke i bilens handskerum.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: