Log på Forside
 
Nu er haven et eventyrland
Den hvide tulipan-magnolie står flot i kort tid. Så daler blomsterpragten til jorden som sne.

At gå en tur i haven netop nu er næsten som at være i eventyrland. Naturen viser sig fra den allersmukkeste side med farver i alle regnbuens nuancer.

Forår har det faktisk været længe, for så at blive sat i stå med sne og frost i påsken. Det var hårdt ved mange af de fremskredne knopper på buske, træer og især ved roserne. Men det havde så den fordel, at jeg bedre nænnede at klippe dem tilbage.

Vinteren blev heldigvis kort, og igen fik det spirende forår overtaget. Alting springer ud, vokser og gror med lynets hast nu.

Den hvide tulipan-magnolie har siden efteråret stået med masser af knopper, der sprang ud på en enkelt dag. Desværre varer det ikke mange dage, før blomsterbladene siger farvel og tak. Så bliver det næsten snevejr igen, når al blomsterpragten daler ned på jorden.

Det lyserøde tulipantræ har jeg næsten mere glæde af. Her springer blomsterne ud lidt efter lidt og er så smukke, så smukke. De skal nydes på træet eller busken. Jeg har prøvet at klippe nogle af og tage med indenfor, men de falder meget hurtigt.

Frugttræerne er et helt kapitel for sig. Blodblommerne i fine lyserøde blomsterklaser mellem al det mørkerøde løv, paradisæblerne i hvide, mørkerøde eller i lysende røde farver, mirabelle og fuglekirsebærtræerne - alt er klædt i det helt store skrud. Vi håber, at vi ikke får nattefrost.

Ramsløgene blomster også nu og er fine som et smukt bunddække her i forårsmånederne, men forsvinder efter en tid igen, ligesom vores elskede anemoner og mange af vore andre forårsbebudere. Ramsløgene dufter ved berøring ligesom hvidløg og kan faktisk også bruges i madlavningen. Jeg foretrækker nu blot at nyde synet af dem i haven.

Det nye drivhus er nu ved at være færdigt. Men det tager tid at indrette det og få planterne i gang igen. Selvom det kun var kort tid, de blivende planter var uden tag, blev de alligevel sat lidt tilbage.

Kameliaerne er nu ved at være færdige med at blomstre, men de klarede udendørslivet flot, selvom det ikke var længe. Der er kommet nogle nye typer frem, som kan stå udendørs hele året og alligevel give en flot blomstring her om foråret. Så det var nok værd at tænke på ved nye anskaffelser til haven.

Vinranken synes jeg har været meget længe om at få nye blade, men nu skal jeg love for at den tager revanche.

Vi har for længst indviet drivhuset med at drikke kaffe dernede i hyggekrogen. Solen har været en del fremme i den sidste tid, og så bliver der hurtigt dejligt inde i huset, hvor vi begge tilbringer mange timer hvert år.

Blomsterne på det lyserøde tulipantræ springer ud lidt efter lidt.
Paradisæbletræet giver eventyrstemning i haven.
Tulipanerne er nu ved at få overtaget efter en vældig farveflora med påskeliljer, tazetter og alle de tidlige små løg-blomster. Tulipaner fås i alle mulige farver og størrelser, nogle er meget tidlige, mens andre venter en tid endnu, inden de springer ud. Dejligt, for så kan vi længe hente en frisk buket indenfor.
Blomstrende ramsløg. ved berøring lugter de ligesom hvidløg.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: