Det kan være svært at få en landmand i tale på denne årstid. Sandsynligvis sidder han i sin traktor ude på en mark og arbejder med en af sine store maskiner. Høsten skal grundlægges. Den der ikke allerede er sået for længst. Det er løfterigt at sætte gang i noget, der gror.

Og det er herligt at køre en tur gennem Danmark og se de fine marker, der spirer grønt, afvekslende med lysende felter af skriggul raps.

For mig er det naturligt, at landskabet mest er dyrkede marker, som ordnes med maskinkraft, selv om det ville være dejligt for os byboere at se landmænd arbejde med hestespand, som man stadig kan opleve det i for eksempel Litauen.

Men sådan er det ikke mere i Danmark. Naturens fortalere er jo også parate til at tage de store maskiner i brug, når naturen skal rettes tilbage til et tidligere stade, der var et resultat af vore forfædres virketrang. Naturen skal passes og plejes. Det er der almindelig enighed om. Heller ikke den må gebærde sig som den vil. Hvis der skal være urskov, skal den lægges ind i en plan, og alle og enhver kan ikke frit besøge den, for urskoven skulle nødigt blive ødelagt af mennesker - det billige skidt.

Den smule natur jeg selv har rådighed over i form af have, har jeg også svært ved at lade ligge hen, som den lyster. Det kribler i fingrene efter at grave og plante og lægge om. Målet er for mig er en naturhave, som fuglene og de egern, der kommer her, vil elske. Men fuglene får altså ikke lov selv at bestemme alle træer og buske, selv om de spreder planter overalt på naturlig vis. Så naturlig skal haven ikke være. Spørgsmålet er, om en have, hvor der også skal være græs, som skal slås, kan kaldes en naturhave?

Det vil jeg tænke over, mens jeg flytter min bærbare computer ud i min naturperle, hvor solen skinner og fuglene synger. Tænk hvad teknikken har betydet.