Log på Forside
 
Gør det selv ved køkkenbordet
Du kan lave din egen ost, tørre frugt og svampe som de gør det i Schweiz, bruge dine vinrester til eddike, kværne dit eget mel eller producere velduftende essenser med et destillationsapparat.
Foto: Jens Tønnesen
Kirsten Iversen sælger små destillationsapparater, som kan bruges til at lave spændende essenser af blomster og krydderurter. De kan også anvendes til fremstilling af spiritus, men det er forbudt efter dansk lov. Det er lovligt at eje disse små destillationsapparater, men toldmyndighederne kræver købers navn og adresse.

Selv om mange har travlt i dag, så er der stor interesse for hjemmeproduktion, først og fremmest til eget brug.

"Der er fokus på at lave tingene selv, fordi man gerne vil vide, hvad der er i. Og så er det både sjovt og sundt," siger Kirsten Iversen, der for mere end 20 år siden startede virksomheden Dansk Hjemmeproduktion ApS hjemme på familiens landejendom i Ørbæk på Fyn.

Udgangspunktet var, at hun havde stor køkkenhave og lidt dyrehold og et stærkt ønske om for eksempel at lave sin egen ost. Gennem et samarbejde med Teknologisk Institut, Mejeriskolen i Odense og Chr. Hansens Laboratorium i København fik hun skabt et udstyr til produktionen af ost hjemme ved køkkenbordet. Hjemmeosteriet er blevet kernen i hendes virksomhed.

Her i juni er Kirsten Iversen en tur i Kina, hvor hun har solgt hjemmeosterier til en dansker der driver to restauranter og fremstiller ost til sine gæster.

"Han laver feta og camembert, så det imponerer selv Arla-ansatte," beretter Kirsten Iversen.

Danske Hjemmeproduktion ApS sælger også mange andre produkter.

"Ofte er det kunderne, der har foreslået mig at tage nyt udstyr ind. Så skaffer jeg det hjem og sælger det med brugsanvisning og opskrifter," fortæller Kirsten Iversen.

Kirsten Iversens løsninger har resulteret i start af virksomheder i udlandet, for salg af udstyr til hjemmeproduktion er der ikke så meget af i andre lande heller.

Da der i høj grad er tale om netsalg, er forretningens beliggenhed på landet ikke et problem, understreger Kirsten Iversen, der nu som 63-årig gerne vil afhænde virksomheden og få yngre kræfter til at føre den videre - et eller andet sted i Danmark. Kirsten Iversen har nemlig tænkt sig at blive boende på ejendommen i Ørbæk.

www.hjemmeproduktion.dk

Kirsten Iversen fremstiller regelmæssigt ost med sit hjemmeosteriudstyr. Her frisk feta. Osterierne sælges blandt andet til skoler og institutioner, der bruger det i undervisningen.
Tørremaskinen her er fra Schweiz. I den kan man tørre frugt i skiver - sund slik - jordbær til müslien eller rodfrugtchips, svampe og krydderurter. Også marinerede kødstrimler, som for eksempel bjergbestigere gerne tager med på deres vandringer, kan tørres i maskinen.
I krukken her kan du skabe en rest vin om til dyr eddike. Vinen hældes over den medfølgende kultur - eddikemoderen. Man kan godt forsøge selv at skabe en eddikemoder, men det er ikke sikkert, man får en god kultur.
Denne dekorative trækværn til korn er fra Østtyrol.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: