"Trives du i varmen?"
Det er en god bekendt, der spørger, da jeg møder ham i Brugsen. Og svaret er oplagt: "Nej, jeg trives overhovedet ikke i varmen. Jeg får hovedpine af lyset, bliver utilpas og søger i det hele taget skygge, hvor jeg kan finde den."
"Hvorfor kommer du ikke ud i solen," kvidrer min kloge kone sødt under stråhatten, mens jeg mumler en hel masse om den nyeste kræftforskning, der advarer mod overdreven soldyrkelse.
Det er stadig ferie, og da vi holder møde i vores lille erfagruppe om får, fortæller hun muntert, hvordan hun har sat mig til at lave en ny terrasse, men har problemer med at finde opgaver til mig resten af ugen.
Terrasser har det med at blive lagt, hvor der er både mest læ og mest sol. Og jeg skal da lige love for, at der er nok af begge dele, der hvor hun har besluttet at den skal ligge.
Mine arbejdsdage bliver kortere og kortere - starter ved 8-tiden, pause fra 10 til 17 og så lidt arbejde om aftenen, når grillen er slukket og ferie-rødvinen fordampet.
Heldigvis har vi gang i andre projekter, så der er en gravemaskine i haven alligevel. Jeg får smeden i maskinen til at tage et par imponerende mundfulde af den sorte jord, der skal væk. Det tager tre minutter, men aftvinger betydelig respekt, da min kloge kone vender hjem om eftermiddagen.
Og nej, jeg når ikke at blive færdig med terrassen inden ferien slutter, hvilket afføder en ny diskussion.
"Kan du ikke få nogen til at lave den færdig for dig," spørger min kloge kone uskyldigt.
Men nej, jeg skal ikke have nogen til bogstaveligt talt at gå mine skæve samlinger og halve løsninger efter i sømmene.
Ikke at jeg kan give det svar, så - påvirket af varmen - beder jeg hende lidt for kort og godt om at blande sig uden om.
"Jamen hvorfor?" bliver hun stædigt ved.
"Fordi!" svarer jeg i en endnu mere studs tone.
"Jamen, du må da kunne forklare..."
"Hold så op, hører du. Det er mig, der bygger terrasse. Hvis du vil overtage projektet, er det bare i orden."
Men det vil hun alligevel ikke. Resultatet er en knapt halvfærdig terrasse, da ferien er slut.
Varmen slutter samtidig med min ferie.
"Hvor har du bare været heldig med den uge," siger alle, jeg kender, hvilket jeg svarer på med uforståelig mumlen. Halvfærdige projekter og rod er noget af det, der giver mig mest stress.
"Men du skal da ikke have stress i din ferie," siger en mine gode venner, der kommer forbi på cykel og bestemt ikke ser ud til at lide af den sygdom.
"Bare det havde været lidt mere køligt, så jeg kunne blive færdig med den fordømte terrasse. Og fået klippet klove på fårene (stort set det værste job i sommerheden overhovedet), lavet den nye indhegning, hvor græsset stadig gror, og, og, og....
"Så er det vel heller ikke værre," mener han inden han i sindigt tempo drager videre.
Om aftenen kommer regnen. Jeg er gået en tur hen ad vejen i en strid blæst, som ligner noget, der kan drive den sidste fugt ud af planter og træer.
Regnen kommer præcis, da jeg har bestemt at vende om. I strid modvind og med bygerne piskende ind i ansigtet kæmper jeg mig tilbage iført sandaler og T-shirt. Jeg bliver våd ind til skindet og fryser, som jeg knapt kunne huske man kan gøre.
Lige inden jeg når hoveddøren, strejfer tanken mig: "Den forbandede regn."