
Foto: Marianne Fogtmann
Hvadenten fyringsanlægget er nyt eller brugt skal der en prøvningsattest til, når det installeres.
Folketinget vedtog sidste år en ny brændeovnsbekendtgørelse. Hensigten er at nedbringe luftforureningen fra fyringsanlæg til fast brændsel. Fra 1. juni i år skal producenter, forhandlere, brugere samt skorstensfejere i fællesskab sikre at alle nyinstallerede fyringsanlæg overholder de nye grænseværdier for udledning af blandt andet sundhedsskadelige partikler.
Eksempelvis må nyinstallerede fyringsanlæg højest udlede 10 gram partikler pr. kg brændsel. I praksis betyder dette, at mange gamle fyringsanlæg til fast brændsel ikke længere vil kunne sælges eller tilsluttes lovligt. For bekendtgørelsen gælder nemlig også brugte anlæg. Det gamle anlæg man har derhjemme, må man fortsat gerne anvende, men hvis man køber et brugt anlæg skal man sikre sig, at det opfylder bekendtgørelsen. Ellers kan det ikke lovligt tilsluttes installationen derhjemme.
Undtagelser
Der er en række undtagelsesbestemmelser i bekendtgørelsen. Et fyringsanlæg der nedtages med henblik på restaurering eller reparation og efterfølgende genopstilles er ikke omfattet.
Fyringsanlæg der er fremstillet uden brug af seriefremstillede dele er heller ikke omfattet.
Det betyder altså, at eksempelvis masseovne med videre, hvor brændkammeret/kernen leveres som et seriefremstillet byggesæt eller som en samlet præfabrikeret enhed, vil skulle overholde bekendtgørelsens emissionskrav.
Prøvningsattest
Ethvert nyinstalleret fyringsanlæg skal godkendes af skorstensfejeren. Skorstensfejeren skal i den forbindelse påtegne prøvningsattesten.
Et fyringsanlæg - nyt som brugt - må ikke sælges eller overdrages uden at der medfølger en dokumentation på at det opfylder bekendtgørelsen. Anlægget skal altså være afprøvet, og der skal foreligge en prøvningsattest.
Fyringsanlæg
Hvad dækker betegnelsen »fyringsanlæg« så over?
Den dækker over alle former for rumopvarmere med og uden kedel. På ordentlig dansk betyder det: Brændeovne, centralvarmekedler, pejseindsatser, pilleovne, masseovne, der benytter fast brændsel i form af koks, kul, træ, plantekerner eller andre restprodukter, der er omfattet af biomassebekendtgørelsen (eksempelvis halm).
Med træ menes alle former for træbrændsel, eksempelvis brænde, træpiller, flis, briketter mm. Så et ganske almindeligt biobrændselsfyr til træpiller eller et halmfyr er eksempelvis også omfattet af bekendtgørelsen. Plantekerner er blandt andet korn.
Kommuner kan give påbud
Bekendtgørelsen giver endvidere kommunerne udvidede muligheder for at skride ind over for forurening fra brændefyring. Selv om et fyringsanlæg overholder bekendtgørelsens grænseværdier, kan kommunen rent faktisk stille krav om at forureningen skal mindskes endnu mere.
Kravene kan udmøntes i påbud om at forhøje skorstenen, indskrænke brugen af anlægget, så der kun benyttes bestemte brændselstyper, at der kun fyres på bestemte tidspunkter eller under bestemte vejrforhold, at der anvendes brændsel af tilstrækkelig kvalitet og tørhed.
Tilskud til udfasning
Der er desuden en ny bekendtgørelse på vej. Den hedder »Bekendtgørelse om tilskud til udfasning af mindre centralvarmekedler til fast brændsel«. Den forventes vedtaget i løbet af sommeren.
Ved udfasning forstås frakobling af en centralvarmekedel og efterfølgende tilslutning af et andet fyringsanlæg eller lukning af skorstenen samt bortskaffelse af centralvarmekedlen efter kommunens anvisning. Tilskuddet er op til 4.000 kr.
Måske partikelfilter-krav
Endnu har vi ikke set krav om partikelfiltre til mindre biobrændselsanlæg i Danmark. Men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid før det kommer.
I øjeblikket forskes der såvel herhjemme som andre steder i røgrensningsteknologier, og der er allerede udviklet filtre som ifølge firmaangivelser kan fjerne langt hovedparten af partiklerne.
Flere detaljer kan læses i bekendtgørelserne:
l Brændeovnsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om regulering af luftforurening fra brændeovne og brændekedler samt visse andre faste anlæg til energiproduktion)
l Biomassebekendtgørelsen (Bekendtgørelse om biomasseaffald)
l Bekendtgørelse om tilskud til udfasning af mindre centralvarmekedler til fast brændsel