Log på Forside
 
Regnestykker om oliefyr kontra jordvarmeanlæg
Jordvarmeanlægget fylder ikke mere end andre fyringsanlæg inden i fyrrummet.

I Land&liv nr. 11 bragte vi her på Energizonen en artikel af Jørgen Pedersen om varmeanlæg med overskriften "Varmepumpen er lidt billigere end oliefyret."

Søren T. Larsen, markedschef for IVT Naturvarme, der blandt andet sælger jordvarmeanlæg, har reageret på artiklen, fordi han mener, at Jørgen Pedersen ved at sammenligne et oliefyr til 20.000 kr. - som Søren T. Larsen finder for billigt - og et jordvarmeanlæg til 140.000 kr. - som er for dyrt - gør valget af jordvarmeanlæg mindre fordelagtigt.

Effektivt med gulvvarme

Søren T. Larsen har bedt Claus Schøn Poulsen, centerchef, Teknologisk Institut, Center for Køle- og Varmepumpeteknik læse artiklen og kommentere den. Her er hans vurdering af varmepumper generelt:

"Det forholder sig således, at varmepumper - specielt jordvarmeanlæg - er dyrere end andre anlæg i anskaffelse, men holdes dette op imod de samlede årlige driftsomkostninger, bliver billedet anderledes. De bedste anlæg installeret i ejendomme med gulvvarme vil kunne nå en årlig effektivitet på cirka 4 (forholdet mellem den varmemængde anlægget leverer og den mængde elektricitet som skal tilføres det samlede anlæg). Hermed står varmepumpen som et af de allermest miljøvenlige og økonomisk rentable alternativer til traditionelle opvarmningssystemer.

Et lille kig på miljøregnskabet fortæller at varmepumper kan reducere CO2-udledningen med 30-50 pct sammenlignet med oliefyr - meget afhængig af, hvilken CO2-emission der anvendes i beregningerne. Anvendes 0,5 kg/kWhel, giver det en besparelse på mere end 50 pct i CO2-udledningen ved anvendelse af varmepumper sammenlignet med de bedste oliefyr.

Økonomi

Claus Schøn Poulsen har regnet på økonomien i et nyt oliefyr til 30.000 kr. sammenholdt med et jordvarmeanlæg til 110.000 kr.

"Jeg har ingen intentioner om at skyde efter oliefyring - men i Jørgens Pedersens artikel foretages sammenligninger mellem oliefyr og varmepumper - derfor holder jeg også fast i dette. Jeg har lavet beregninger på økonomien i et varmepumpeanlæg, som jeg tillader mig at holde op imod et tilsvarende nyt oliefyr."

Udgangspunktet er følgende:

lHus på 165 kvm fra 1985 med fire beboere.

lOliefyr fra 1985 med en samlet effektivitet på 85 pct.

lSamlet olieforbrug i dag 2.650 liter/år svarende til et dimensionerende varmetab på 54 W/m2 (ekskl. brugsvand).

lPris for opvarmning inkl. service, skorstensfejer og brandsyn i alt kr. 31.421 pr. år. (baseret på dagens listepris på olie - Statoil kr. 10.600 pr. 1.000 liter)

Alternativ 1

Nyt oliefyr, pris kr. 30.000 (ekskl. tank, og eventuel skorsten), forventet effektivitet (total) = 90 pct.

Alternativ 2

Varmepumpe (jordvarme) på 9 kW samt en årsnyttevirkning på 3,6 . Pris kr. 110.000 inkl. jordslanger, installation og moms. (elpris = 1,7 kr./kWh som er fratrukket de ca. 8 øre som elvarmekunder kan få nedsat deres elpris).

Resultat af beregninger:

Alternativ 1: årlig besparelse cirka 1.500 kr. i samlede driftsudgifter

Alternativ 2: årlig besparelse cirka 18.500 kr. i samlede driftsudgifter svarende til en tilbagebetalingstid på den samlede investering på cirka seks år (eller måske endnu mere interessant: Den simple tilbagebetalingstid på merinvesteringen i forhold til nyt oliefyr er på cirka 4,7 år).

Lån koster

Jørgen Pedersen der har set regnestykkerne mener, at det er totalomkostningerne der skal sammenlignes. Man kan ikke nøjes med at tage driftsudgifter og prisen for anlægget. Der skal også indregnes faste udgifter som kapitalomkostninger.

"Ligesom det altid koster mere at køre i en dyr bil end i en billig, er det også dyrere at have et jordvarmeanlæg end et oliefyr. I mine beregninger indgår der udgift til lån med en rente på 6 pct. over 20 år. Med et oliefyr til 30.000 kr. og et jordvarmeanlæg til 110.000 kr. når jeg frem til, at forskellen på de to anlæg ikke er 17.000 kr., som i Claus Schøn Poulsens regnestykke, men kun 7.500 kr. Det giver en tilbagebetalingstid på 11 år."

Jørgen Pedersen fastholder, at man godt kan finde et oliefyr og få det installeret for 20.000 kr.

Prisen på nedgravning af jordvarmeslanger er noget af det der koster ekstra i forhold til et oliefyr. Her er en specielt udviklet svensk gravemaskine i gang med at nedpløje jordvarmeslanger.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: